2014 Bodegas Convento De Las Claras, Heritage, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Convento De Las Claras, Heritage, Ribera del Duero, SpanienVi er nu ved Ribera del Duero vin nr, 7 i juletesten og denne gang er vi hos vinmageren José Carlos Álvarez på Bodegas Convento De Las Claras. Og derfra smager jeg vinen Heritage.

Bodegas Convento De Las Claras ligger lidt øst for byen Peñafiel i Valladolid provinsen lige efter broen, som krydser Duero floden fra Peñafiel i retning af Pesquera del Duero. Vinhuset er grundlagt i 2010 af vinmageren José Carlos Álvarez og er – som det spanske navn Convento indikerer – bygget op omkring et gammelt kloster.

José Carlos Álvarez er ikke hvem som helst, for han startede sin karriere på det berømte vinhus Emilio Moro i Pesquera del Duero samtidig med, at han arbejdede på en doktorafhandling med temaet Ribera del Dueros jordbund og terroirets indflydelse på vinene langs Duerofloden.

Da denne var færdiggjort, blev han teknisk direktør for Consejo Regulador i Ribera del Duero – det organ der bestemmer hvad man må og ikke må indenfor Ribera del Duero – og hvor Javier Zaccagini fra forrige vin var direktør.

Gennem næsten 20 år har José Carlos Álvarez været tilknyttet denne organisation, mens han samtidig har undervist på Spaniens fineste universitet for ønologer, nemlig universitetet i Leon.

Derudover driver han altså også det lille vinhus Convento de las Claras. Projektet startede egentlig da han besøgte det hotel, som er en del af det gamle Clara kloster Convento De Las Claras, hvor den dygtige hotelmanager opfordrede José Carlos til at fremstille en vin til hotellet.

Derfor bestemte han sig for at lave sit eget vinprojekt, som han kaldte Bodegas Convento de las Claras. Her har han endeligt fået lov til at bruge sin enorme viden til det det drejer sig om, produktionen af vinene.

I dag driver José Carlos Álvarez omkring 32 hektar vinmarker med gamle vinstokke på både Tempranillo og Verdejo. Han ejer selv alle markerne, hvor alle vinstokkene minimum er 40 år gamle og placeret på alle typer undergrund i Ribera del Duero. Der er stokke, der står på lerbund, sandbund, jernholdig jord, kalksten og aluvialsten.

Dette sammenholdt med meso- og mikroklimaet gør, at Jose Carlos har en reel objektiv tilgang til det at lave vin. Han i dag laver omkring 60.000 flasker årligt … og siden starten har hans vine været rost og efterspurgte i hele verdenen. Hans første vin gav Parker 93 point.

Her smager vi hans Heritage … arven. Den er lavet på 100% ren Tempranillo druer, som kommer fra husets 3 ældste marker, nemlig Pago de Carrizos, Pago de Sotillejos og Pago de San Juan. Der er ikke vildt mange oplysninger om produktionen, men efter endt gæring har vinen lagret 18 måneder på nye franske og amerikanske egetræsfade.

I næsen har vinen denne fine kombination med både mørk fedme og en fin kølig elegance. Den starter med lidt sødkrydrede noter, fyldig, dyb, indadvendt og tæt aroma med solbær, brombær, tranebær, røg, tørrede blomster, nougat, Nutella, mælkechokolade, sød tobak, blæk, vanilje og slutter alligevel med en vis rankhed.

Samme kompleksitet finder du i smagen … både den fyldige og lidt svulstige frugt kombineret med en frisk frugtsyre. Der er frisk frugt, blåbær, brombær, kul, lakrids, tobak, cedertræ, godt med tanniner og endda meget drilske og friske tanniner og selvom det er fyldigt, fremstår vinen rank og elegant.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen kun er 216 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7