Bodega Sei Solo er et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto. Nu har jeg så testet husets vin Preludio i årgang 2017 til lidt julemad.
Javier Zaccagini nævnte jeg lige i forrige indlæg. Det er jo ham, der tidligere var præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … et slags eksportråd for området. Han var også manden, som sammen med Mariano Garcia var med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998 … og han har også grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to topvine … Preludio samt Sei Solo.
Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.
Preludio er andenvinen i projektet, lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 9 små plots i La Horra området i Burgos provinsen. Der er vinstokkene omkring 60-90 år gamle og det betyder et ekstremt lavet udbytte. Efter høsten bliver druerne afstilket, hvorefter den sker en kold maceration.
Derefter sker gæring spontant med druernes naturlige gærceller i små trætanke på 2500 kg kapacitet. Efter endt fermentering sker der en malolaktisk gæring dybt under jorden ved kun 10 grader, hvor vinen også lagrer 18 måneder i brugte egefade. Modsat vinene fra Aalto, så får ingen af de to Sei Solo vine nye egefade.
Det er en vin, som jeg smagte første gang i august sidste år i en årgang 2015 … men her er det altså 2017 årgangen.
Duftmæssigt minder vinen på mange områder om Aalto … igen dyb våd og flæsket aroma med bacon, blæk, røg, blåbær, brombær, sorte oliven, blyanter, bitterhed, kamfer, jernbanesveller, mentol, tjære, andefond og en del fad. Men samtidig er Preludio måske en kende mere frisk i frugten … lidt lettere og knap så tæt, for vinen har en syrlighed, som pirrer dine næsehår.
Smagen er igen koncentreret mørk frugt med en elegant syrlighed og tonsvis af tørre tanniner. Vinen er faktisk sindssyg tør, virkelig ret stram og syrlig med tør eg, mens frugten er blåbær, men med en virkelig smuk kølighed i frugten. Nam. Det er 5,5 fede fingre med svag pil op.
Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.