2020 Bodegas Casajús, Casajús Selección, Ribera del Duero, Spanien

Den første Ribera del Duero vin i vores lille raid af 18 vine blev en 2020 Casajús Selección fra Bodegas Casajús, der ligger ved Quintana del Pidio i Burgos delen af Ribera del Duero.

Vinhuset er et nyere hus grundlagt i 1993 af José Alberto Calvo Casajús, der selv er født i Quintana del Pidio.

Han kommer fra en generation, hvor hans forældre selv var små vinavlere, så både Calvo samt Casajús familien ejede lidt vinmarker.

Derfor har José Alberto også vinstokke, der er pænt over 50 år gamle, på sine 20 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er Tinta del País, som vi jo også kender som Tempranillo.

Denne 2020 Casajús Selección af 100% Tinta del País og der er anvendt 1,5 kilo druer pr. vinstok fra marken La Travesaña og efter høst er de afstilket, hvorefter gæringen er sket i rustfri ståltanke med en kapacitet på 5.000 liter.

Når den alkoholiske gæring er afsluttet, så får vinen malolaktisk gæring gennem 12 måneders lagring på franske og amerikanske egetræsfade. Der laves årligt 15.000 flasker af denne vin.

Duften er lettere nøddet … der er nødder, kastanjer, godt med brændte fade, cedertræ, brombær, blåbær og en anelse svesker, vanilje, kakao og chokolade. Det bliver dog aldrig helt dybt … er en smule til den rustikke side.

Smagen er fyldig og krydret … der er sgu masser Ribera del Duero i denne vin. Der er blåbær, brombær og solbærlikør, men også en ung og let rustik syre med lemon bitterhed, mens man også fornemmer en anelse friskhed i frugten. Der er lidt lyse og tydelige tanniner, der sætter sig på fortænderne … det bliver aldrig helt intenst eller komplekst, men en helt fin Ribera del Duero. 90 point

Ikke forhandles fundet herhjemme, men koster18,50€ i hjemlandet, hvilket svarer til 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7