2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses, Ribera del Duero, SpanienDominio Basconcillos ligger øde ude på landet lidt vest for byen Gumiel de Izán i Burgos området af Ribera del Duero, men det er derfra, at næste vin kommer … en 2017 Vina Magna 6 Meses.

Dominio Basconcillos er et af de mange nye vinhuse, som blev grundlagt i 2000 José Maria Basconcillos, som havde stor passion for vin og natur.

Han opførte sin vingård på et sted, hvor benediktinermunkene oprindeligt havde dyrket vin i middelalderen med deres medbragte viden om vinstokke og produktionsformer.

José Maria Basconcillos købte og tilplantede 50 hektar vinmarker, men i dag driver José vinhuset sammen med sine døtre Mª José og Carmen.

Her smager vi deres 2017 Vina Magna 6 Meses, som efter min research skulle være lavet på ren Tempranillo, selvom deres Crianza også har lidt  Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec med i blendet. Men denne skulle være 100% Tinta del Pais og efter endt gæring så lagret 6 måneder på barrriques.

I næsen er der lidt ristede noter, men egentlig er fadpræget meget afdæmpet, hvilket måske ikke burde overraske med kun 6 måneders lagring. Frugten virker til gengæld lidt rustik med brombær, blåbær, blommer, lakrids, kaffe, vanilje … mere stram og lysere i syren.

Smagen er til gengæld meget blød og endda blødere end forventet, men den har selvfølgelig også lidt alder. Frugten er ikke helt mørk og det er mest brombær, solbær og blommer, mens syren er lys, venlig på en forholdsvis let måde med lidt lys sødbitterhed. 90 point.

Forhandles af DH Wines, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7