2022 Bodegas Gerardo Méndez, Albariño Do Ferreiro, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Gerardo Méndez, Albariño Do Ferreiro, Rías Baixas, SpanienAlbariño er en skøn drue … og her smager jeg en skøn vin på druen, nemlig en 2022 Albariño Do Ferreiro fra Bodegas Gerardo Méndez, der ligger ved den lille by Meaño ved Pontevedra i subzonen Valnés i den vestligste del af Rías Baixas ikke langt fra kysten mod Atlanterhavet.

Bodegas Gerardo Mendez ligger for foden af ​​A Armenteira og et gammelt kloster af samme navn og huser både en herregård, flereboliger og selvfølgelig en gammel vinkælder, som efterfølgende er moderniseret.

Det er en lille producent, der har specialiseret i produktion af Albarino, har en historie, som går helt tilbage til 1850 og drives i dag af Gerardo Méndez Lázaro, som har overtaget driften fra sine forældre og bedsteforældre … som fortsat hjælper til.

Gerardo har 10 hektar vinmarker, hvoraf 3 hektar er med vinstokke på over 50 år og 1 hektar er endda med stokke med en alder på over 200 år.  Markerne drives  efter økologiske principper uden brug af hverken pesticider eller kunstgødning.

Druerne gæres uden gærtilsætning og uden temperaturkontrol. hvorved Gerardo Mendez leverer de reneste og mest mineralske Albarino-vine. Deres vin fra de 200 år gamle vinstokke bliver ofte nævnt som Spaniens bedste hvidvin.

Denne 2022 Albariño Do Ferreiro er fra 10-50 år gamle Albariño vinstokke plantet i en 11 hektar stor vinmark med en  granitholdig jordbund fordelt på ikke mindre end 164 forskellige små plots.

Vinen er lavet ved, at Albariño druerne er afstilket og så har gennemgået en koldmacereration med lidt skindkontakt er og så bagefter gæret med udvalgt 200 år gamle græstammer – Cepas Velhas – i ståltanke, hvor vinen også efterfølgende er lagret.

Duftmæssigt er det en lille blomstret, frisk og aromatisk sag, hvor frugten er gule pærer, melon og lidt udkogt æblegrød. Alt virker så blødt, cremet, venligt og omgængeligt … som i en blomsterbutik med en række søde og smukke ekspeditricer med velmenende smil og en smule røgede noter.

I munden bliver ekspeditricerne mere kontante og viser lidt torne, for vinen har en god syrlighed med masser af gule og sure citroner, lemonbitterhed, en snas grape og umodne æbler. Læg så deroveni en saltet mineralitet, hvorved du får en virkelig meget frisk vin, hvor der både er nerve, syre og et hårdtslående kantslag. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7