Denne lille, saftige Montepulciano d’Abruzzo charmetrold fra vinhuset Nicola Di Sipio har jeg smagt i både årgang 2013 og 2014 … men nu smager jeg den også i årgang 2015. Og det er fortsat en drøncharmerende vintrold.
Nicola Di Sipio lidt udenfor den lille by Ripa Teatina. Vi er Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.
Chieti provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra. Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det gennemsnitlige højeste høstudbytte i hele Italien med 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder også findes.
Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og havde siden dengang haft stor passion for vin.
Nicola Di Sipio var selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.
Han etablerede virksomheden Raicam. som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.
Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.
Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri, bl.a. med et smagelokale, som har en smuk glaskarnap, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.
Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling samt Chardonnay. Produktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin årligt.
Siden 2006 har det været Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio, som har ledet vingården. Og hun har løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. er der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.
Denne Montepulciano d’Abruzzo vel er at betegne som deres røde basisvin aka entry-level rødvin. Vinen er lavet på ren stål, men der er ingen oplysninger om gæring og maceration, men vinen er alene lavet og lagret på ståltanke samt flaske.
Som i de to forrige årgange, så har vinen en lækker duft … vild aromatisk, parfumeret med bio bio landlige noter, mødding, tør jord, balsamico eddike, saltlakrids, mentol, modne kirsebær, brombær og faktisk masser af sol og varme i frugten. Man fornemmer også en klar italiensk syre underneden. Der er måske ikke fint, sart og elegant, men fuck det dufter godt.
Vinen fortsætter indtrykket fra tidligere … solmoden frugt, lidt hvalpefedt på siderne, blød, saftig og læskende, men uden at blive for fed, for den bevarer fortsat en vis friskhed. Der er meget saft over smagen, men der kommer også lidt bløde tanniner og frugten virker også lidt lysere end i duften. Jeg er absolut fortsat meget begejstret for denne vin, så 5-5,5 houlbergske tomler.
Igen … server vinen forholdsvis kold … direkte fra vinkøleskabet er perfekt, da temperaturer i glasset hurtigt stiger nogle grader. Med for megen luft bliver aromaerne noget svagere.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 98 kr.