2019 Château Simian, La Beauclaire Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Château Simian, La Beauclaire Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigPå adressen Route d’Uchaux nær byen Piolenc for foden af de to bjerge Uchaux Massif og Mont Ventoux omkring 7-8 kilometer nord for Orange ligger vinhuset Château Simian, der gemmer på en vaskeægte askepot-historie. Og det er derfra, at jeg nu tester 3 vine startende med denne 2019 La Beauclaire Côtes du Rhône.

Eventyret startede reelt i 1920, hvor gårdens – eller måske rettere landstedets – daværende ejer Sophie Simian, der ikke havde arvinger eller efterkommere, besluttede at testamentere stedet til sin loyale og hengivne ansatte unge arbejder Marcelle Ladret. Hun havde tjent den gamle Simian i årevis, men havde nok ikke regnet med, at hun selv skulle arve stedet med dens marker.

Da Marcelle Ladret overtog landstedet, så satte hun og hendes mand sig for at renovere stedet og satse mere på produktion af vin fra nogle af gårdens marker. De udvidede også efterfølgende ved at købe flere marker, men først med næste generation kom der rigtigt gang i vinproduktionen.

Deres datter Madeleine blev nemlig i 1955 gift med Yves Serguier, der var vinavler fra Châteauneuf-du-Pape. Han var selv vinmager og havde arvet nogle marker fra sin bedstefar Hippolyte Serguier købt tilbage i 1880. De marker havde Yves’ far Marcel passet og var nu overdraget til Yves.

Yves og  Madeleine drev sammen Château Simian og i 1955 kom deres søn Jean Pierre med i driften. I dag arbejder tre generationer faktisk sammen side om side på vingården … gamle Yves, Jean-Pierre og hans søn Florian.

Familien Serguier har samlet 25 hektar vinmarker, heraf 6,6 hektar i Châteauneuf-du-Pape området. Siden 1994 har alle markerne været drevet uden brug af kunstige herbicider og siden 2008 har gården været certificeret økologisk, selvom driften i dag sker både efter økologiske og biodynamiske principper.

Denne La Beauclaire Côtes du Rhône er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah, 5% Mourvèdre og 5% Cinsault. Druerne er høstet med håndkraft og derefter er gæringen så sket i betontanke ved 23-26 grader. Efter endt gæring har vinen tilbragt 18 dage på skallerne, hvorefter den er presset og overført til ny betontank for at hvile og gennemgå malolaktisk gæring. Efter 7 måneders lagring er vinen filtreret let og aftappet i maj 2020.

Næsen er herlig landlig, animalsk og samtidig med masser af blomster, knuste rosenblade, lavendel, nelliker, tør og leret jord, knuste sten, flintesten, mineraler, hæfteplaster, lakridsrod, mens frugten er tranebær, syrlige kirsebær med bitterhed og strenge krydderier. Det er en let, lys og krydret Rhône næse.

Smagen er meget frugtrig med både sødme – mere end forventet – god syre, bitterhed, tørhed og saftige tanniner. Vinen har en slank, rank og småbitter frugt, appelsin, en nærmest storblomstret smag, virkelig frisk, lys og krydret … meget fin lille Rhône vin. Houlberg ligger lige mellem 4,5 og 5 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7