2018 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2018 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienSidst jeg smagte denne Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione fra Società Agriocola Lunadoro – også kaldet Nobile Lunadoro – var det en årgang 2008 … nu smager jeg den igen, blot 10 år nyere.

Lunadoro ligger tæt på den lille landsby Gabbiano mellem Val di Chiana dalen og Trasimeno søen cirka 15 kilometer nordøst for selve Montepulciano by.

Vingården har samlet 40 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker beliggende i 332 meters højde med en undergrund med masser af her … bl.a. påvirket af Trasimeno søen. Omkring 10 hektar af vinmarker er tilplantet med Sangiovese og de restende 2 med Merlot, Petit Verdot og lokale druer.

Vingården ledes af Adriano Annovi, mens ønologen Maurizio Saettini står for produktionen og agronomen Egidio Finazzer for driften af vinmarkerne. Men de 3 herrer ejer dog ikke vingården, for Nobile Lunadoro er nemlig ejet af den store vinkoncern Schenk, som vi jo er stødt på her på Houlbergs Vinblog tidligere … og det har jeg tidligere skrevet om.

Vinen her er lavet på ren Sangiovese fra Lunadoros fineste parceller omkring Valiano i Vino Nobile di Montepulciano. Efter høst er selve gæring og maceration sket ved temperaturkontrol i ståltanke inden lagring 24 måneder på franske egetræsfade og yderligere 12 måneder i flaske inden frigivelse.

Det er duftmæssigt klassisk Sangiovese … moden frugt, der mest er kirsebær, blommer, tranebær, mynte, og appelsinskal, lidt våde fade, chokolade, nougat, vanilje, svampe, rå champignon, violer, sød tobak samt noget garvet læder.

I munden er det egentlig en blød og moden vin, der har denne lyse, sødbitre og intense frugtsmag med en spinkel, syrlig, slank krop og frugt af lyse kirsebær, tranebær, ribs, lemon og citroner, Der er nogle knastørre, vilde og uforsonlige tanniner, der tørrer munden ud som var det Brunello og det slutter med lidt krydderurter. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 259,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2024 Cantolio, Menzatia 18 Primitivo, Puglia, Italien

2024 Cantolio, Menzatia 18 Primitivo, Puglia, ItalienWTF … denne 2024 Menzatia 18 Primitivo trækker en højoktan alkoholprocent på 18% og dermed er den vel egentlig at betegne som en hedvin. I hvert fald lyder det som en temmelig kraftig basse og er fra kooperativet Cantolio aka Cantine del primitivo di Manduria, der netop ligger i Manduria i Puglia.

Det er normalt en vin, som jeg vil gå en stor bue udenom, men nu smager jeg altså vinen fra kooperativet, der netop har specialiseret sig i vine på Primitivo.

Cantine del primitivo di Manduria er grundlagt i begyndelsen af tresserne af en lille gruppe modige vinbønder, der gerne ville producere lidt bedre vine.

Den gang var der alene få medlemmerne af kooperativet, men i dag er mere end 700 lokale vinbønder fra området med i Cantolio, men nogle af vinbønderne ligger dog også i de nærliggende provinser Taranto og Brindisi.

Der er til gengæld næsten ingen informationer om produktionen af vine, der formentlig er lavet med gæring på ståltanke og efter endt fermentering er det lagret delvist i ståltankene og på egefade.

Allerede i næsen kan du mærke den høje alkohol, for duften virker sprittet med tørhed, bløde blommer, blommekompot, solbærlikør og blåbærmarmelade. Derudover kommer der tørre krydderurter med timian, tørre papkasser, chokolade, kanel, vanilje og daddelsirup.

I munden er det virkelig koncentreret Primitivo, hvor alle de søde elementer kommer drønende med fuld kraft og det er spidskommen, kanel, allehånde og en mushyblød frugt af både blommemarmelade, daddelsirup og sveskegrød, men underneden kan man også mærke den vilde alkohol, der giver et lidt brændende fornemmelse, selvom man bestemt forsøger at holde den lidt nede. Der er tør engelsk og sød finsk lakrids, peber og samlet lidt af en stor og sød historie, men klart en vin, som mange danskere vil elske … men ikke denne dansker, så jeg lander på 84 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2022 Darling Cellars, Gustus Shiraz Special Reserve, Western Cape, Sydafrika

2022 Darling Cellars, Gustus Shiraz Special Reserve, Western Cape, SydafrikaSom sidst var den anden vin i Gustus serien fra det sydafrikanske vinhus Darling Cellars deres 2023 Gustus Shiraz Special Reserve, der som foregående er lavet af vinmageren André Scriven.

Den er lavet med 100% Shiraz druer fra granitholdige marker i Darling Hills og fra gamle bush vinstokke og et efter sigende lavt udbytte. Gustus er i øvrigt det latinske ord for smag … og hos Darling Cellars findes der i Gustus serien 8 forskellige vine.

Denne Gustus Shiraz er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold premaceration over 5 dage og så gærer hele ved 20-30 grader i rustfrie ståltanke over endnu 10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret på amerikanske og franske egefade i 22 måneder.

Man kan allerede i duften mærke, at det er en anden vinmager end årgangen tidligere, for selvom den er meget fadpræget, så virker den ikke så over-oaked som sidste årgang. Der er dog fortsat nogle pænt ufosonelige grønne og pebrede noter frem med eukalyptus, grønne grene og de skygger noget for frugten, som mest er solbær, blåbær suppleret med hybenroser.

I munden taber vinen mig dog helt … har en lidt spinkel og vandet krop suppleret med masser af sort peber. Læg dertil lidt sødme og så man noget, som stikker lidt i forskellige retninger. Det er virkelig en vin, der kræver en monsterlækker og mør steak for grillen og der vil den virkelig have sin styrke. 84 point.

Forhandles af i Rema og fås derudover Vinøen.dk, hvor en flaske koster 69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7