2013 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2013 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienTester igen, for jeg har fået tilsendt 3 italienske vine fra vinimportøren Italux … fandens hårdt job for jeres flittige vinblogger, men der er jo altid plads til endnu en vin på Houlbergs Vinblog. Den første vin er en Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio.

Vi er selvfølgelig i vinområdet Abruzzo, helt præcis ligger Nicola Di Sipio lidt udenfor den lille by Ripa Teatina. Vi er Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.

Chieti-provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra. Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det gennemsnitlige højeste høstudbytte i hele Italien med 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder findes.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og har siden dengang haft stor passion for vin.

Nicola Di Sipio er selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.

Han etablerede virksomheden Raicam. som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.

Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.

Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri. Som I kan se på billedet ovenfor, så er vingården også tilføjet topmoderne arkitektur, bl.a.  en smuk glaskarnappe, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling samt Chardonnay.  Produktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin årligt.

Siden 2006 har det været Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio, som har ledet vingården. Og hun har løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. er der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.


Giulia Di Sipio i vinkælderen.

I øjeblikket består sortimentet af 4 forskellige hvidvine, en rosé samt 3 rødvine, hvoraf denne Montepulciano d’Abruzzo vel er at betegne som deres basisvin aka entry-level rødvin. Men sikke en af slagsen. Det vender jeg fluks tilbage til.

Vinen er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen. Altså en vin helt uden lagring på eg.

Men hold da op … sikke en herlig og aromatisk aroma. Vi snakker syrlig mødding, næsten bio bio, blæk samt modne kirsebær. Den nærmest dufter af italiensk ferie, sol og en frisk havbrise, saltlakrids og underneden en dejlig, italiensk, stram syre. Berusende dejlig duft.

Smagen er læskende, blød og saftig som ind i helvede. Der er en vis tørhed, bløde – men tydelige – tanniner, godt med fed frugt og tæt frugtsødme. Den ka’ jeg fandeme godt li’ og den er sgu nærmest stærkt vanedannende samt et eksempel på, hvorfor italiensk vin ofte er så godt. Elsker sgu denne vin.

Et par formanende ord dog; drik den med det samme, hvilket også er svært ikk’ at gøre. Aromaerne bliver svagere med lidt luft, så drik endelig med det samme. Drik den heller ikke for kold … men selvfølgelig heller ikke for varm. Jeg tog min ud fra vinkøleskabet ved 12 grader, åbnede og drak … perfecto.

Fået mit eksemplar fra forhandleren Italux, hvor en flaske koster 90 kr. God pris for et herlig vinoplevelse. Denne lille sag overrumpede mig sgu.

Vinanmeldelse 5,5/7