2019 Jean Gagnerot, Savigny-Les-Beaune 1er Cru Gravains, Bourgogne, Frankrig   

2019 Jean Gagnerot, Savigny-Les-Beaune 1er Cru Gravains, Bourgogne, Frankrig Jeg har før smagt Savigny-Les-Beaune fra det burgundiske brand Jean Gagnerot, men det har været deres 1er Cru Narbanton og 1er Cru Les Lavières, men nu smager jeg en 2019 Savigny-Les-Beaune 1er Cru Gravains.

Vinmarken Aux Gravains er en 1er Cru mark, der ligger
sydvendt eksponeret placeret i smørhullet mellem Les Lavieres og Aux Serpentieres.

Druerne er høstet med håndkraft og i vinkælderen behandlet på traditionel burgundisk manér med koldmacerering før gæringen, så farve og smag trækkes ud på skånsom vis. Daglige overpumpninger og nedstemplinger af drueskallerne sørger for give vinen maksimal
smagspower. Efter endt gæring er vinen lagret på franske egetræsfade, heraf 40% nye fade,

Duften er både lidt grøn og woody, der er ædeltræ, mahogni, teaktræ, lyse blommer, lyse kirsebær og jordbær. Frugten virker moden, blød med lidt skovbund, champignon, grankogler, et bundt roser og fra faglagringen også en smule chokolade og vanilje.

I munden er det fint, sart og blødt … har en frisk frugt med jordbær, hindbær, lidt ribs, citroner og lemon, hvilket giver liv og bid. Der er også en lys saftighed og en  svag frugtsødme. Det smager sgu godt og suppleres med let peber og et delikat, fint og sart tanninbid, så samlet lækker vin og 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, SpanienLad os for fanden nyde solen, når den endelig har besluttet at vise os nåde og give os livsgivende stråler, med endnu en hvidvin og det er med et glas af denne 2022 Finca Calvestra Merseguera fra Antonio Sarrións vinhus Bodegas Mustiguillo.

Det er også en vin, som jeg har smagt før i årgang 2021 og den er lavet på den – nok for de fleste – ukendte drue Merseguera, der kan findes langs den sydøstlige kyst af Spanien.

Her kommer Merseguera druerne fra Mustiguillos økologisk dyrkede monopolmark Finca Calvestra i Requena i 900 meters højde. Her har Toni Sarrión valgt at pode skud af Merseguera på op til 100 år gamle buskvine af rødvinssorten Bobal.

De gamle stokkes dybe rodnet og markens høje kalkindhold betyder, at planterne formår at modne druerne uden hjælp fra kunstvanding, hvilket er udsædvanligt for området og stærkt fremmende
for smagspotentialet.

De lave gamle buskvine står side om side med oliventræer i Finca Calvestras kuperede terræn, hvor biodiversiteten er helt i top og alle druerne høstes i hånden og afstilkes ved sorteringsbordet.

Frugten presses nænsomt, så kun den fineste og mest delikate druemost finder vej til spontangæringen på små 225 og 500 liter fade af akacietræ. Efter endt gæring modner hvidvinen 9-11 måneder sur lige på samme fade.

Igen er det en  fyldig, cremet, møjlækker vin … ikke hverken vild kraftig eller fadpræget, men har en blød frugt med fersken, pærer, gul honningmelon, grillet lemon og alt faktisk i ret flot harmoni og med denne lidt nærmest burgundiske og kalkede note, som virker ganske dragende. Der kommer som med 202’eren også mynte, grønne oliven og lidt urte-te karakter.

Smagen er lige som fin … mindst … god, blød og vedvarende syre gennem hele smagspaletten, elegant med blød frugt af pærer, lidt fersken og syltet lemon … smører igen bare lidt munden blidt, men har også denne friske og kalkede mineralitet. Det smager fandens godt og de fleste ville god ikke gætte, at det er spansk … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Roots Wine Company, Klee Willamette Valley Pinot Noir, Oregon, USA

2022 Roots Wine Company, Klee Willamette Valley Pinot Noir, Oregon, USANår vi nu er hos Chris Berg på Roots Wine Company lidt nordøst for Yamhill i Oregon, så smager vi da også lige hans 2022 Klee Willamette Valley Pinot Noir.

Vinen er fra serien Klee , der er opkaldt efter Chris’ alltime ynglings kunstner, nemlig den schweiziske Paul Klee. Det er således ham, der også har tegnet etiketten til vinen.

Paul Klee var medlem af Bauhaus-skolen og han ville lave kunst til folket, ligesom Chris vil lave vin til folket.

Druerne til Klee Willamette Valley Pinot Noir kommer fra marken Mason Ridge Vineyard ejet af Dean Inman og Cancilla Vineyard ejet af Ken Cancille … begge beliggende i Willamette Valley.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er efter endt fermentering lagret 10 måneder på egefade, heraf 90% brugte og 10% nye fade.

Det er duftmæssigt som at stå i vinmarken … masser af grønne elementer som vinblade, hvilket suppleres af noget blæk, grafit, røg og en rank sød-syrlig-bitter frugt med tranebær, hindbær og grønne jordbær samt stilke fra drueklaserne … og med mere luft kommer der også lidt mælkechokolade samt vanilje.

Smagen er også til den kølige og lidt europæiske side, hvor der er både tranebær, mirabeller, ribs og hindbær, noget tørt blæk, grafit og røg … rank, fin og virkelig frisk. Der kommer lidt lemon og citron med i smagen, mens tanninerne også er tydelige. Det giver en stram, ren og fin Pinot Noir med lidt peber, friskhed og bid. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7