Purple Wine Companys brand Raeburn – skabt af den innovative Derek Benham – er vi stødt på før og denne Raeburn Russian River Valley Chardonnay har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2020’eren.
Vinen er lavet af 100% Chardonnay druer, som kommer fra en række forskellige marker i Russian River Valley. Efter høsten er alle druerne presset helt uden afstilkning, hvorefter 75% af mosten overføres til franske og ungarske egefade, hvoraf 50% er helt nye fade, mens resten gærer på ståltanke.
Gæringen sker derefter og efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 6 måneder … fortsat 25% i de rustfrie ståltanke sur lie og de 75% i egefadene med malolaktisk gæring. Først derefter blandes vinen sammen og tappes på flaske.
I næsen virker det som en olieret Chardonnay, men fadlagringen er slet ikke vild og voldsom, men er klart fyldig med pære, melon, banan fersken, grillet lemon og syltede citroner. Der kommer lidt vanilje og lakridskonfekt fra fadet, lidt røg og svagt lidt ristede hasselnødder.
Smagen er blød og lækker … præcis som man ville forvente af en amerikansk Chardonnay med denne venlig, cremede og bløde smag, masser af pærer, fersken, melon og så denne grillede lemon, den lille og typiske US-sødme, som giver dybde og omfavnende venlighed. Du får her en meget lækker Chardonnay, så klart 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.