2021 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Garnacha, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, 12 Lunas Garnacha, Aragón, SpanienFra det innovative spanske vinhus Bodegas El Grillo y La Luna har jeg før smagt vine med navne som Grillo og Hop Hop, men nu smager jeg så deres 12 Lunas Garnacha 2021.

12 Lunas laves både i en hvid udgave, den røde 12 Lunas Tinto og rosévinen 12 Lunas Rosado.

Ja og så denne 12 Lunas Garnacha, der er blot lavet på ren Grenache, som er høstet i starten af oktober fra 18 år gamle vinstokke på vinmarken Las Carrasquetas i 450 meters højde.

Gæringen er sket ved omkring 28 grader over 10 dage med 7 dages eftermaceration efterfulgt af en malolaktisk gæring og begge dele er sket i rustfrie ståltanke. Kort herefter er vinen blevet flasket uden yderligere lagring. Der er lavet 8.000 flasker af vinen.

Det er duftmæssigt en veritabel duftbombe af frisk frugt … ung, spændstig og levende med lidt grønne blade blandet i. Det er frugt af sorte kirsebær, blåbær, svesker og ribs … ren og klar frugtsaft uden den mindste indblanding.

Smagen er også utrolig frugtrig med en omfavnende og sødlig frugtsmag, hvor der kommer lidt lakrids frem, en mørk balsamisk syre, godt med skrald på i det hele taget … frisk, dyb og samtidig flot koncentration. Det giver en frisk, mørk vin med et bredt smil og et appeal, der rammer de fleste både vinnørder og dem, som bare ønsker et godt glas vin, så dermed 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Monchiero Carbone, Srü Roero, Piemonte, Italien

2020 Monchiero Carbone, Srü Roero, Piemonte, ItalienI sidste måned smagte jeg en 2022 Regret Langhe Nebbiolo fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone og nu smager jeg endnu en vin fra huset. Det er deres 2020 Srü Roero.

Vinene fra Monchiero Carbone er delt op i 3 serier startende med Selections og så Cru samt Grand Cru vinene. Denne Srü Roero er fra Cru serien og lavet på 100% Nebbiolo druer fra vinmarker tæt ved landsbyen Canale i Roero i 250 meters højde.

Druerne er høstet i midten af oktober og gennemgår en lang, traditionel gæring med maceration i en stor del af tiden. Derefter er den presset og lagret på barriques omkring 18 måneder inden aftapning på flaske og lidt yderligere lagring på flaske.

Det er parfumere for sjælen … våde efterårsblade i skovbunden, læder, tørrede rosenblade, blomster, tobak, mørk chokolade, kanel, allehånde, bagepulver, lidt karamel samt en blød frugt med kirsebær, jordbær, blommer og hindbær. Alt er i balance og doseret på en fin og smuk facon, så man bare kan side og dufte … igen, igen, igen og igen.

Smagen er blød og varm … virker klart blødere end de fleste Barolo vine, har en dyb og moden smag, mens frugten nok også virker noget mørkere … selvom smagen er ultrapræcis, ren og klar Nebbiolo saft for voksne. Der er vilde og tørre tanniner, men de er som pakket ind i vat, hvorved man ikke bemærker dem så voldsomt, men blot er med til at give karakter, rygrad og giver sammen med en lys syre, der også bærer lidt lemon sødbitterhed og giver stor, stor elegance. Det er rasende godt Nebbiolo … 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7