I sidste måned smagte jeg en 2022 Regret Langhe Nebbiolo fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone og nu smager jeg endnu en vin fra huset. Det er deres 2020 Srü Roero.
Vinene fra Monchiero Carbone er delt op i 3 serier startende med Selections og så Cru samt Grand Cru vinene. Denne Srü Roero er fra Cru serien og lavet på 100% Nebbiolo druer fra vinmarker tæt ved landsbyen Canale i Roero i 250 meters højde.
Druerne er høstet i midten af oktober og gennemgår en lang, traditionel gæring med maceration i en stor del af tiden. Derefter er den presset og lagret på barriques omkring 18 måneder inden aftapning på flaske og lidt yderligere lagring på flaske.
Det er parfumere for sjælen … våde efterårsblade i skovbunden, læder, tørrede rosenblade, blomster, tobak, mørk chokolade, kanel, allehånde, bagepulver, lidt karamel samt en blød frugt med kirsebær, jordbær, blommer og hindbær. Alt er i balance og doseret på en fin og smuk facon, så man bare kan side og dufte … igen, igen, igen og igen.
Smagen er blød og varm … virker klart blødere end de fleste Barolo vine, har en dyb og moden smag, mens frugten nok også virker noget mørkere … selvom smagen er ultrapræcis, ren og klar Nebbiolo saft for voksne. Der er vilde og tørre tanniner, men de er som pakket ind i vat, hvorved man ikke bemærker dem så voldsomt, men blot er med til at give karakter, rygrad og giver sammen med en lys syre, der også bærer lidt lemon sødbitterhed og giver stor, stor elegance. Det er rasende godt Nebbiolo … 95 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.