2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, SpanienVi fortsætter for en stund i Spanien, men rykker mere mod det nordøstlige, nemlig til vinregionen Aragón hvor vi finder det nye og spændende vinhus Bodegas El Grillo y La Luna og derfra smager vi denne sjove 2021 Hop Hop.

Bodega El Grillo y La Luna er som skrevet et nyere vinhus, der er grundlagt i 2007 af to familier som ønskede at starte et innovativt projekt indenfor vinens verden og blive et alternativ til klassiske vine og med base i Barbastro i Somontano appellationen.

De har valgt navnet Bodegas El Grillo y La Luna, som betyder på dansk betyder “fårekyllingen og månen” og de laver vinene fra deres i alt 53 hektar vinmarker fordelt på 5 forskellige vinmarker.

53 hektar kan lyde som en del, men det gør vingården til en af de mindste vingårde i Aragón-regionen. De arbejder fra markerne med skabe vine med en særlig sjæl og karakter og tålmodighed er en dyd, da de ikke høster, før druerne er absolut perfekt modne.

De har undervejs bl.a. fået hjælp af den store vinkonsulent Michael Rolland, som vi jo er stødt på mange gang her på vinbloggen. Han har været med til at gøre vinene mere komplekse.

Jeg smager her vinen Hop Hop – og Hop Hop betyder på spansk betyder det samme som på dansk – og er en vin lavet på 50% Syrah og 50% Garnacha aka Grenache, håndhøstet fra nogle af vingårdens bedste marker i Somontano i det nordøstlige Spanien.

Druerne er høstet løbende fra midt september til midt oktober og efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og sorteret en ekstra gang for at sikre, at det kun er optimalt modne druer, der anvendes til denne vin.

Derefter sker der en kølig maceration i 5 dage inden gæring med druekvaset over 30 dage. Derefter følger en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 13 måneder på franske barriques.

Spændende duft … som en indkogt rødvins- og balsamicosauce, kompakt, tæt, fed, intens og man vil bare have mere og mere. Der er godt med sød finsk og tør engelsk lakrids, lidt sort skocreme, røget flæsk, tørret kød og Beef Jerk og fra fadene også noget vanilje, røg, kanel, kakao og søde kaffebønner. Frugten er sorte kirsebær samt syltede blommer og lidt solbærsyltetøj. Mums.

I munden er vinen slet ikke så fed, som man ellers ville kunne vente ud fra duften, for dels er druften renene, mere klar og lysere med lidt tranebær, moreller, kirsebær og hindbær, men syren virker også lidt mere syrlig med lidt lemon og citroner, men sammen med lidt sødme, så har vinen samlet en fin saftighed og leveres blødt, cremet og med god finesse, som lige løfter vinen niveauer op. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7