Vi skal igen en tur til Spaniens mest omtalte hotte vinmager Javi Revert og hans projekt Javi Revert Viticultor, som på rekordtid opnået status som værende en af landet bedste og her smager vi hvidvinen 2023 Micalet fra ham.
Micalet er – som Revert elsker -lavet på gamle, lokale sorter og denne er på et skønt mix af Tortosí, Trepadell, Malvasía, Merseguera og Palomino. Druerne er høstet af to omgange, for først høstes fra de upodede vinstokke, hvorefter resten høstes 10 dage senere.
Trepadell er jeg ikke før stødt på, men den skulle være samme druesort som Airén og kaldes også nogle gange for Forcallat Blanca.
Druerne presses med i klaser uden afstikning og spontangærer efterfølgende i betonæg, hvorefter den også slutteligt lagres i 9 måneder og det er en vin, som der årligt kun laves 1.600 flasker af.
Duften er vel mest at betegne som mild, blød og frugtrig med en noget kalket eller kridtet mineralitet, som du nærmest ikke mærker og ellers er det blød hvid frugt med gule blommer, honningmelon, en smule fersken og kandiseret lemon, Der er også en duft af blomster, hvilket skaber et luftigt og let udtryk … hmmmm.
Smagen er blid og flydende … det er som en sagte strøm i en lille snoende bæk, hvor vandet glider smukt igennem, mens det giver refleksioner og gør alt idyllisk. Der blid hvid frugt af hvide ferskener, dåsepærer og honningmelon suppleret med lidt hvid peber, syltede citroner og en kalket samt kridtet mineralitet, som lige smører dit halsrør og gør vinen let som vand i en ny tagrende. Det er virkelig meget smooth og elegant … elsker den sgu. 95 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.