Og mer’ Montefalco Rosso, idet Marco Caprai også laver vinen i en Riserva udgave … lavet på de bedste druer og samtidig er vinen også lagret i længere tid.
Derfor var det heller ikke årgang 2015, som vi smagte, men derimod en 2013’er. Den er dog lavet på samme blend som husets almindelige Montefalco Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Merlot, men høstudbyttet er her lidt lavere med 60-70 hektoliter pr. hektar. Den er lagret 20 måneder alene på franske barriques og 6 måneder på flaske.
Vinen er lavet første gang i 1993 og der laves – som Montefalco Rosso Vigna Flaminia Maremmana – omkring 15.000 flasker af vinen hvert år.
I glasset er farven nu mere rund og lys end hos de forrige vine … mere let skulle man forvente. Næsen har et lille sødkrydret element sammen med kirsebær, masser af italiensk syre og et snert af vanilje.
I munden er vinen virkelig tør med kirsebær og godt med blommer, men den store tørhed og de tonstunge tanniner driller smagsbilledet en smule. Jeg synes, at tanninerne er alt for vilde for mig … og dermed fremstår vinen også alt for ung.
Vinen er ikke fundet herhjemme, men den er over dobbelt så dyr som den almindelige Montefalco Rosso. Den koster 21,40€ i Italien … svarende til omkring 159 kr.