N.V. Weingut Ziereisen, Ohrechrübler Sekt Rosé Brut, Baden, Tyskland

N.V. Weingut Ziereisen, Ohrechrübler Sekt Rosé Brut, Baden, TysklandVi skal da have flere bobler, så næste vin blev en Ohrechrübler Sekt Rosé Brut fra det efterhånden kendte vinhus Weingut Ziereisen, der ligger i Efringen Kirchen i Baden.

Weingut Ziereisen har jeg skrevet om flere gange før og sidst gang var da jeg smagte en anden rosévin fra huset, nemlig deres Schmätterling Rosè.

Derfor skriver jeg ikke denne gang om huset, men kigger blot nærmere på Ohrechrübler Sekt Rosé Brut, der er uden årgang og hovedsageligt lavet af basisvin fra druesorten Regent, som rundes af med en lille mængde Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra den op til 50% stejle, sydvendte vinmark Eferinger Oelberg og Hanspeter Ziereisen håndplukker drurne. Marken Eferinger Oelberg ligger faktisk nabo til et aktivt kalkbrud og det betyder også, at jordbunden er rig på kalk, der er med til at give mineralitet til vinen.

Det meste af denne vin er fra årgang 2019, hvor druerne efter høsten er spontangæret alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie 24 måneder på brugte egefade inden aftapning og andengæringen. Flaskegæringen er sket i vinkælderen over hele 3,5 år inden degorgering, som er sket i juni 2024 med en dosage på 4,4 gram. Ohrechrübler betyder i øvrigt ørentviste.

I forhold til den forrige Pet-Nat, så er duften her langt mere klassisk med ristet rugbrød, toast, briocheboller, gærnoter, røde bær, syltede kirsebær, jordbær, rabarber, ribs og mirabeller. Der kommer også lidt nødder, mens fadpræger faktisk slet ikke fornemmes … bare en dejlig, frisk aroma, hvor der også kommer lidt citrusfrugter.

Smagsmæssigt er der sgu masser af brus … små tætte bobler, som bærer både bitterhed, syre og sødme, hvilket giver en utroligt flot balanceret Deutscher Sekt … frugten er rabarber, ribs, citroner og lemon og det giver en krisp og frisk vin, der både fremstår helstøbt, komplet samt stærkt, så den kunne man godt blive forfalden til og dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Disko Wines, Pet-Nat Albariño, Californien, USA

2022 Disko Wines, Pet-Nat Albarino, Californien, USAJeg har smagt endnu en vin fra det diskofile vinhus Disko Wines og denne gang en mousserende, grumset orangevin … en 2022 Pet-Nat Albariño.

Sean Hogan har høstet Albariño druerne fra en enkelt mark, hvor Albariño druen trives fint og får en flot modenhed.

Efter høsten er druerne afstilket og så kold-fermenterer i 3 dage, hvilket efterfølges af gæring i 7 dage i kontakt med skallerne, hvilket giver farve og smag til vinen.

Derefter får vinen lov at gære videre i flasken …. gærer omkring 6 måneder alene med druernes egne gærceller inden degorgering, hvor der til sidst sættet en kapsel på flasken.

Der tilsættes slet ingen svovl eller andet skidt, så dette er virkelige ægte natur- og orangevin lavet som hipster Pet-Nat. Der er også kun lavet sølle 92 kasser af denne vin.

I glasset er det virkelig en meget grumset, beskidt vin og der er masser af bundfald i flasken, så man skal være lidt forsigtig, når man hælder op. Duften er sådan lidt en mellemting mellem en IPA øl, lidt blomster, ananas og andre tropiske frugter, virkelig frisk, frugtrig og utrolig aromatisk.

Smagsmæssigt er der godt med brus og bobler, der er mindre aggressive end fx hos champagner, mens frugten er syrlige pigeon æbler, cideræbler, lemon og grape. Vinen har en sødlig bitterhed, har noget saftet over sig … æblemost og grapejuice, landlig og bondsk, spændende og anderledes. 90 point.

Købt hos American Wine til tilbudspris på 219 kr., mens normalprisen er 289 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Bodegas Canopy, Mentrida la Vina Escondida, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodegas Canopy, Mentrida la Vina Escondida, Castilla-La Mancha, SpanienGert E sluttede vinaftenen med hans sidste vin og det var en Mentrida la Vina Escondida 2018 fra Bodegas Canopy, der ligger i Mentrida DO i byen Camarena ved foden af Sierra de Gredos mellem Madrid og Toledo.

Vi er med andre ord i mit elskede Sierra de Gredos og Bodegas Canopy er grundlagt i 2003 af Alfonso Chacón samt Belarmino Fernández, men de to herrer fik også tilknyttet et kvindeligt islæt i form af vinmageren Belén Hita i 2021. I dag er de 3 ønologer fælles om de vigtige beslutninger.

Alfonso og Belarmino startede deres vinhus, da de stødte på nogle gamle vinmarker i El Real de San Vicente, som er den nordligste del af DO Méntrida. I starten havde de ikke selv en vinkælder, så de lejede sig ind i vineriet hos Jiménez-Landis familiens vingård i Méntrida.

I dag driver trioen 19 hektar vinmarker, men deraf er kun 12,5 hektar deres egne marker med 40 til 90 år gamle Garnacha stokke samt lidt 16 til 20 år gamle stokke på marker længere sydpå i landsbyen Camarena.

Det er lidenskaben, der driver trioen … og ikke penge, for de kan nærmest ikke leve af deres vinproduktion på samlet 45.000 flasker vin, så Belarmino driver en lille familierestaurant og Alfonso ejer en hotelvirksomhed, men begge bruger alligevel 70% af deres tid på Bodegas Canopy.

Her smager vi deres 2018 Mentrida la Vina Escondida, der er lavet på ren Grenache fra 90 år gamle vinstokke i højt beliggende marker med granit i jordbunden. Markerne er dyrket økologisk, men er ikke certificeret. Druerne er høstet i hånden og gæret naturligt efter kold pre-maceration. Presset forsigtigt og lagret på store foudres af fransk eg i 18 måneder.

Duftmæssigt er det vildt lækkert … lyst, bondsk, landligt, luftigt, masser af røde bær og syrlige drops, lidt malerspand, hindbær, ribs, vilde skovbær og syrlige kirsebær, gazebind og babybræk … har noget fandenivoldsk vildskab.

Smagen er let, saftig læskende med en vild syre, men samtidig med tonsvis af kraft og så denne syrlige, luftige og æteriske frugt, nogle lyse tanniner, peber … saftdryppende og læskende som bare pokker og dette er sgu lige mig … 96 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7