Jeg har smagt endnu en vin fra det diskofile vinhus Disko Wines og denne gang en mousserende, grumset orangevin … en 2022 Pet-Nat Albariño.
Sean Hogan har høstet Albariño druerne fra en enkelt mark, hvor Albariño druen trives fint og får en flot modenhed.
Efter høsten er druerne afstilket og så kold-fermenterer i 3 dage, hvilket efterfølges af gæring i 7 dage i kontakt med skallerne, hvilket giver farve og smag til vinen.
Derefter får vinen lov at gære videre i flasken …. gærer omkring 6 måneder alene med druernes egne gærceller inden degorgering, hvor der til sidst sættet en kapsel på flasken.
Der tilsættes slet ingen svovl eller andet skidt, så dette er virkelige ægte natur- og orangevin lavet som hipster Pet-Nat. Der er også kun lavet sølle 92 kasser af denne vin.
I glasset er det virkelig en meget grumset, beskidt vin og der er masser af bundfald i flasken, så man skal være lidt forsigtig, når man hælder op. Duften er sådan lidt en mellemting mellem en IPA øl, lidt blomster, ananas og andre tropiske frugter, virkelig frisk, frugtrig og utrolig aromatisk.
Smagsmæssigt er der godt med brus og bobler, der er mindre aggressive end fx hos champagner, mens frugten er syrlige pigeon æbler, cideræbler, lemon og grape. Vinen har en sødlig bitterhed, har noget saftet over sig … æblemost og grapejuice, landlig og bondsk, spændende og anderledes. 90 point.
Købt hos American Wine til tilbudspris på 219 kr., mens normalprisen er 289 kr.