Besøget på Perticaia blev – også – et af de rigtige gode minder fra Montefalco, bl.a. grundet et ufatteligt højt niveau på vinene, hvilket også gjorde, at jeg under mit besøg måtte jeg trække de maksimale 7 Thumbs Up for en vin, men selvfølgelig også på grund af mødet med den utrolig sympatiske vinmager Alessandro Meniconi.
Det var samtidig næstsidste besøg under mit umbriske eventyr og et besøg, som jeg også havde set frem til, bl.a. fordi jeg forinden havde smagt husets vine på Trebbiano Spoletino og været ovenud begejstret. Og det blev således kun bekræftet under besøget.
Besøget var programsat til kl. 15.00 … lige tilpas efter min frokost på Montioni. Og vi var alene to besøgende, som blev sat en af de nye biler fra Consorzio Tutela Vini Montefalco … en hollandsk vinjournalist og jeres udsendte blogger.
Vinmageren Alessandro Meniconi med et par af hans bedste vine.
Società Agricola Perticaia aka Azianda Agraria Perticaia ligger lige ved Casale, blot omkring et par kilometer vest for Montefalco. Vi blev imødekommende modtaget af Alessandro Meniconi, som viste os ind i husets smagelokale. Der var allerede dækket op til os … godt med glas og en næsten obligatorisk tallerken med lidt parmaskinke, ost og brød.
Smuk udsigt fra verandaen på Perticaia.
Vingården er grundlagt i år 2000 af Guido Giardigli, som tidligere har arbejdet for vinhus i både Toscana samt Umbrien, bl.a. hos det lokale Colpetrone som direktør-stilling. Han var egentlig gået på pension, men efter at ha’ læst avis og drukket kaffe i to dage, så kedede han sig og investerede i stedet sine pensionspenge i en lille ny vingård.
Han kaldte vingården for Perticaia, som betyder ”plov” … med reference til den forvandling, som Guido Guardigli har ladet vingården Perticaia gennemgå siden overtagelsen. Derudover valgte han et logo som to P’er, som betyder Penso Positivo … positiv tænkning eller måske bare Progetto Perticaia, altså projektet Perticaia.
Og ploven skulle igennem 15-16 hektar jord, hvor Guido så tilplantede 7 hektar med Sagrantino, 4 hektar af Sangiovese, 2 hektar Colorino, 2 hektar Trebbiano Spoletino, og 1 hektar Grechetto. Derudover har han også fundet plads til mere end 250 oliventræer.
Azienda Agraria Perticaia.
Og ambitionerne er tårnhøje og Guido har alene et mål … at Perticaia skal lave Umbriens bedste vin. For at hjælpe med det, så har han både hyret ønologen Alessandro Meniconi som ansvarlig vinmager, som derudover får hjælp af superønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini.
Falsini hjælper ikke mindre end 36 italienske vinhus som konsulent … herunder vinhusene Bocale, Tudernum, Chiorri, Madrevite, Tabarrini og Mongalli i Umbrien, så der er han tilsyneladende en populær mand og samtidig en kender af området og vinene fra Montefalco.
Perticaia laver i dag 9 forskellige vine, hvilket består af en Grechetto, 2 på Spoletino, en Rosé, en Umbria Rosso IGT og 2 Montefalco Rosso DOC – den ene en Riserva – samt selvfølgelig en Montefalco Sagrantino DOCG og en Montefalco Sagrantino Passito DOCG.
Vi fik en god snak med husets ansvarlige vinmager Alessandro Meniconi og smagte et udvalg af deres vine, men vi fik desværre ingen rundvisning i husets vineri og vinkælder, for den hollandske vinjournalist havde tidligere besøgt stedet og takkede hurtigt nej … før jeg kunne ud svare, at det ville jeg hjertens gerne.
Vi fik en god snak med Alessandro Meniconi under smagningen.
Måske spillede det ind, at den hollandske vinjournalist sammen med bl.a. Fabrian Lainé havde planlagt et efterfølgende besøg hos Antica Anzienda Agricola Paolo Bea … en af kultproducenterne i Umbrien, men ikke en del af Consorzio Tutela Vini Montefalco. Da jeg havde et efterfølgende sidste besøg – og heller ikke samvittighed til at besøge en producent udenfor konsortiet, som havde inviteret mig til Montefalco – var jeg ikke en del af den plan.
Nå, men vi smagte følgende vine hos Perticaia:
- 2016 Perticaia, Trebbiano Spoletino Spoleto
- 2015 Perticaia, Trebbiano Spoletino Selezione Del Posto
- 2016 Perticaia, Umbria Rosato IGT Cos’è
- 2013 Perticaia, Montefalco Sagrantino
- 2012 Perticaia, Montefalco Sagrantino
- 2006 Perticaia, Montefalco Sagrantino
Men lad mig slå fast med det same … Perticaia hører sgu til toppen i Montefalco. Det er virkelig flot producerede vine, som byder på masser af intensitet og kompleksitet. Specielt hans nyeste vin … Trebbiano Spoletino Selezione Del Posto var jeg total blown away over, men også 2006’eren af hans Montefalco Sagrantino DOCG imponerede mig totalt.
Smagsnoterne og beskrivelserne af vinene følger som vanligt i løbet af de kommende dage. Del Posto vinen har jeg dog allerede anmeldt, da jeg var nødsaget til efterfølgende at bestille en røvfuld hjem af den, selvom Alessandro var så flinkt at give os en flaske Del Posto og en 2012 Sagrantino med i gave.