Den næste Montefalco Sagrantino DOCG hos Perticaia blev deres årgang 2012 … en vin som i øvrigt har fået en del roser af den internationale vinpresse.
Vinen har således fået 93 point af Wine Spectator, 3 glas i Gambero Rosso, 3 stjerner af Veronelli samt en række andre mere ukendte priser.
Og det er – som med 2013’eren – en lækker vin, som i næsen er godt moden, men på en herlig let facon. Der er godt med nogle af de klassiske Sagrantino noter, bl.a. mentol, læder, kirsebær, brombær, blommer og kanel … godt båret op af en balsamisk syre.
I munden blåbær, kirsebær, røget og intens … der er power og italiensk syre i et, tørhed og stramme tanniner, peber og egentlig en rigtig behagelig vin med nogle af de karaktertræk, som også findes i fx Nebbiolo vinene fra Piemonte, blot med mere power og bundtræk.
Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 208 kr. ved køb af 12 flasker.