Colle del Saracenos Montefalco Sagrantino DOCG smagte jeg derefter vertikalt i 3 årgange, 2013, 2010 og 2007. Og vi startede selvfølgelig med en smagsprøve på anteprima udgaven.
Sagrantino er på mange måder en kompliceret vin, som kræver en smule fordybelse samt masser af tid. Man kan sige, at adgangskoden til Sagrantino er god tid. Og Francesco mener også, at vinen produktionsmæssigt skal have tid til at modnes i kælderen, så han frigiver først sine vine, når han mener, at de er klar. Denne 2013’er skal formentlig ligge i længere tid endnu inden en frigivelse.
Francescos Montefalco Sagrantino laves i store betontanke med 3 ugers maceration og derefter lagring på egefade.
Duftmæssigt er det en god mørk vin, blommer, solbær og brombær marmelade, våde fade, stjerneanis, kaffe, svampe og igen en animalsk side. Der er også krydrede dufte, vanije og egenoter.
I munden er vinen faktisk mere rund end forventet, men der er virkelig godt med tanniner. Gi’ vinen lidt luft i munden og så mærker du tanninerne og garvesyren sparke som en hest, hvilket klart indikerer, at vinen fortsat er meget ung endnu.
Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 16€ … svarende til omkring 120 kr.