Ganske overraskende startede vi middagen på Scacciadiavoli med to mousserende vine, og den første var denne Spumante Brut Metodo Classico. Dejlig, kold og frisk Spumante.
Det var første sted, at jeg stødte på mousserende vine i Montefalco, hvis vi altså lige fraregner de to mousserende vine, som vi smagte på Tenuta Castelbuono og jo ikke kom fra området, men fra deres vineri i Trentino i det nordlige Italien. Og så tæller det jo ikke rigtigt.
Denne spumante er en Non Vintage – altså typisk lavet med flere årgange blandet sammen, og så er den lavet på 85% Sagrantino og 15% Chardonnay, som er høstet i løbet af de første 10 dage i september.
Den er vinificeret i rustfrie ståltanke på samme måde som en hvidvin, men derefter lavet efter den klassiske champagnemetode med andengæring på flaske. I flasken har vinen lagret sur lie i mindst 36 måneder.
Duftmæssigt en frisk spumante med æbler, fersken, god syre, luftig og ren frugt med våde sten samt måske lidt blomster. I munden er der friske, blide og tætte bobler, svag bitterhed med lidt grapefrugt, men eller ganske nem og tilgængelig. Virkelig dejlig spumante og god start på smagningen.
Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 18€ … svarende til 134 kr.