2011 Romanelli, Medeo Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Romanellis topvin er denne Medeo Montefalco Sagrantino og det er FÅK fandeme ganske fantastisk vin og noget af det bedste rødvin, som jeg smagte under mit ophold i Montefalco. Og under mit besøg på vingården smagte jeg vinen i både denne årgang 2011 samt årgang 2012.

Vinen er opkaldt efter Devis bedstefar Amedeo Romanelli, som grundlagde vinhuset og havde Medeo som sit øgenavn. Det er en vin, som udelukkende laves de bedste år og hvor druerne kommer fra en særlig mark, ja endda alene fra det bedste stykke på denne mark, hvilket Devis viste mig under besøget.

Druerne er høstet med udbytte omkring 50 hektoliter pr. hektar og vinen lavet med lang tids skindkontakt, hele 60 dages maceration. Derefter lagrer vinen udelukkende på 225 liters barriques 24 måneder efterfulgt af minimums 18 måneders lagring på flaske.

I denne årgang 2011 er der alene lavet 3 fade af vinen, mens der i 2012 blev til et enkelt fad mere.

Og det stinker bare herregodt … stald, animalsk, syrlig mødding, let balsamisk syre og min første tanke er egentligt, at det er utroligt, at dette er Sagrantino. Der er frisk frugt og utroligt lethed … som om, at den megen kraft, saft og power i druerne har fået et pust helium og bare svæver derudaf.

I munden er det endnu mere nam. Intens og igen med en flot lethed, balance. Det er som et smage en ung vin med moden frugt på en og samme tid. Du mærker måske en smule eg, men hold nu kæft, hvor smager det godt. Vinen trækker hele 16% alkohol, men det smager du på ingen måde. Virkelig godt.

Jysk Vin er forhandler herhjemme, men har ikke denne vin i sortimentet. Prisen i Italien er normalt 75€ … svarende til omkring 560 kr. og dyrere end jeg egentlig havde forestillet mig, da jeg smagte og ratede vinen, men faktisk ganske forståeligt.

Rating 6,5/7