2015 Arnaldo Caprai, Umbria Bianco IGT Cuvée Secrète, Umbrien, Italien

Mer’ hvidvin fra Caprai, nemlig hans Umbria Bianco IGT Cuvée Secrète … en vin, hvor druerne skifter fra år til år og samtidig er en statshemmelighed.

Selv på vinhusets hjemmeside står der blot, at det en et blend, der varierer efter potentialet den aktuelle årgang, men Marco kunne dog afsløre, at den primære druesort er Chardonnay.

Og vinen er da også på mange måder vinificeret som Chardonnay vine, dvs. med malolatisk gæring og lagring 6 måneder på franske barriques  og efterfølgende 4 måneder på flaske. Høstet med et udbytte på omkring 50-60 hektoliter pr. hektar.

Det er en forholdsvis ny vin i Caprais sortiment, lavet første gang i årgang 2012.

Og den også nærmest stinker af Chardonnay i næsen … en fed og lidt opulent opstoppernæse med smørfedme, honning, vanilje, æbler, abrikos, bananer samt grønne elementer med estragon og mynte.

Smagen er blød, sødkrydret … og generelt er vinen nok en anelse til den sødere side med vanilje, fyldig frugt og måske lidt kalk. Der er dog fortsat en vis syre, som sikrer fin balance. God lille vin.

Caprai forhandles herhjemme af Føtex, men denne er  ikke fundet i sortimentet og jeg kender således ikke prisen.

Rating 4/7