Fattoria ColSanto barriques

2013 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2013 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienDenne 2013’er Montefalco Sagrantino DOCG blev sidste vin, som jeg smagte under mit ophold i Umbrien. Det sidste punktum.

Ikke engang om aftenen på restauranten Locanda del Teatro drak jeg vin, men sprang der i stedet på en italiensk specialøl Mastri Birrai Umbri, et velkommet afbræk på den lange række af vine. Det virkede sgu også fint til både aftenens menu, som bestod af en lækker tartar til forret, en fantastisk risotto til hovedret samt en fed blødende chokoladekage med is.

Åh for fanden … I skal da lige ha’ billederne af maden på Locanda del Teatro:


Rørt tatar … elsker sgu denne ret.


Risotto med en rød pebersauce indkogt med Sagrantino … vistnok


Blødende chokoladekage – molleux au chocolat – med vaniljeis.

Nå, men denne 2013 Montefalco Sagrantino DOCG minder på mange måder jo om 2012’eren og byder i næsen på eg, blæk, mynte, eukalyptus, blåbær, men kirsebær er ikke her til at finde. Virker mørkere i frugten sammen med tobak, læder, krydderier og balsamisk syre.

Smagen har godt med markante tanniner, men syren er her klart mere stram og stenet. Der er fortsat jern, rust og power og frugten er blåbær, brombær og masser en ungdom.

På Uvinum koster vinen 263 kr.

Vinanmeldelse 4/7