Og i det tanninrige Sagrantino spor fortsatte vi selvfølgelig fluks med 2010’eren af Romanellis Montefalco Sagrantino DOCG vin.
2010 var et år, som var præget af kold og regnfuld vinter, og lidt forsinket en varm sommer og dermed også en lidt forsinket høst. De 2010’er, som jeg smagte i Montefalco var måske en anelse sødere og lettere i udtrykket end andre årgange, og Consorzio Tutela Vini Montefalco sagde også, at de var en smule lavere i alkohol … sådan generelt set.
Og det gælder faktisk også for Romanellis vin her, som i næsen er lidt sødere med en mørkere og sødere frugt, mørkerøde eller næsten sorte kirsebær, blommer, vanilje og kanel. Syren virker her ikke så markant eller balsamisk på nogen måde.
Smagsmæssigt er det sgu godt håndværk og selvom syren måske ikke er fremtrædende i næsen, så træder den i karakter i smagen, hvor den er langt mere fremme i smagsbilledet.
2010’eren er mere Dr. Jekyll and Mr. Hyde … søde, blid og sød i næsen, og strigent, powerfuld, tanninrig og en syrebasse i smagen. Og det er sgu ganske charmerende.
Forhandles herhjemme af Jysk Vin, som pt. har årgang 2011 til salg til 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 6 flasker.