Ti små cyklister kom til en cykelsti, en kørte udenfor, og så var der ni. Der var en, der var to, der var tre, der var fir’, der var fem på cykeltur … sang Freddy Fræk i 1979.
Sådan er det næsten også gået med danske vinblogs. Danske vinbloggere aka uafhængige danske vinanmeldere er et truet folkefærd, hvis man i hvert fald lige nu skal tage pulsen på, hvor mange der efterhånden eksisterer i Danmark og regelmæssigt skriver vinanmeldelser.
På min blogroll for andre vinblogs, som jeg linker til i højre side af min blog, har jeg haft links til de 10 bedste udover min egen vinblog, men nu er det vist på høje tid lige at give dem et servicetjek og sikre, at de fortsat eksisterer … og resultatet er lidt skræmmende, for kun halvdelen er i dag i live med opdaterede vinanmeldelser.
Sidst jeg skrev om emnet var tilbage i 2017 med artiklen Danske vinblogs anno 2017 … oversigt over de 10 bedste danske vinblogs, men jeg har også skrevet om samme emne i 2013 med indlægget Hvorfor drikker Jeppe … om vinblogs samt smag & behag.
Allerede ved de lejligheder var jeg overrasket over, hvor få vinblogs, der egentlig eksisterer i Danmark, men i dag er det altså bare blevet endnu værre. I dag har jeg faktisk svært ved at finde 10 blog, som udgiver uafhængige, løbende vinanmeldelser.
Flere vinblog fra min blogroll-liste er simpelthen bare stoppet … men det er da også hårdt arbejde og ret tidskrævende at vedblive med at smage og skrive om vin.
Der skal noget benarbejde til, hvis man fortsat vil blive på cykelstien. Det tager med andre ord pænt meget af din tid, specielt hvis man – som mig – også vil skrive lidt om de forskellige vinhuse udover selve anmeldelserne.
Og på det punkt står Danmarks flittigste vinblogger fortsat urokkelig, konservativt og enøjet fast i et uændret koncept, som giver læseren lidt viden om vinhuset bag vinen foruden selvfølgelig en beskrivelse og bedømmelse af vinen krydret med indlæg om mine besøg hos vinproducenter, vinaftener samt andet godt i tilknytning til vin.
Det har jeg gjort i nu over 10 år, for Houlbergs Vinblog startede vistnok i februar 2012, så dermed har jeg endda rundet bloggens 10 års jubilæum og endda uden den mindste fejring. Hmmm, det burde jeg vist ha’ markeret lidt bedre.
Siden 2017 er følgende vinblogs fra min blogroll nu stoppet enten permanent eller midlertidigt:
- Druerne.dk – seneste vinanmeldelse 30. oktober 2020
- Flaskehalsen – seneste vinanmeldelse 31. december 2021
- Vingejst – seneste vinanmeldelse 12. april 2020
- Wine Factory – seneste vinanmeldelse 29. december 2020
- Winelab.dk – seneste vinanmeldelse 12. december 2020
Jeg kender ikke årsagen til, hvorfor disse sider er stoppet med vinanmeldelser, men fx er Mads Jordansen fra Winelab i dag sit Winelab Acadamy i Mejlgade midt i Aarhus og voldsomt involveret i vin og er bl.a. hovedmanden bag de store vinfestivaler, der alle hedder noget med Winemarket Goes …
Anyway, det betyder imidlertid, at min top over vinblog i dag slet ikke kommer op på 10, men kun 8 reelle blogs, som skriver om vin. I mine kriterier er, at der skal ske anmeldelser af vin, at der skal være et vist flow af anmeldelser, således de har forholdsvis nye skriv, at de har en eller anden form for rating og så at de ikke hænger sammen med eller er en del af en importør.
Reelle vinblogs i Danmark i dag
Det betyder, at jeg i dag kan findes frem til sølle 8 vinblog, altså foruden Houlbergs Vinblog … egentlig utroligt i et land med over 5 millioner mennesker og et årligt vinforbrug på omkring 200 millioner liter.
De andre har jeg anført nedenunder i alfabetisk orden:
Baregomad
Baregomad er ny på listen og er egentligt primært en madblog, som drives af Thomas Udbye. Siden har tonsvis af madopskrifter, men der er også en række vinanmeldelser, hvorfor den kommer med her på min blogroll.
Der står egentlig ikke en dato for udgivelse af vinanmeldelserne, så dermed kan jeg ikke se, hvornår sidste anmeldelse er lavet eller hvor ofte der laves vinanmeldelser.
Feinschmeckeren
Flot og tjekket blog, som drives af journalisten Rasmus Palsgård og er koncentreret om gastronomi. Rasmus er da også tidligere finalist i Masterchef 2016 og er derudover madanmelder på magasinet Gastro.
Derudover skriver han også for bl.a. Berlingske, Jyllandsposten og mange flere. Det er alene en del af bloggen, som omhandler vin … her er artiklerne mest om forskellige temaer og aktivitetsmæssigt snakker vi et indlæg om måneden.
Gastromand
Gastromand er ny på listen, men jo nok kendt af de fleste. Det er primært maden, som er i højsædet hos Gastromand og de har da også udgivet en kogebog. Men de skriver og anmelder altså også vine under titlen Vin uden pis … ofte med forskellige temaer, så dermed bruges Gastromands anmeldelser også ofte af flere vinimportører.
Kreutzers Vinblog
En af de gamle indsigtsrige vinblogs i Danmark. Bloggen drives af den rare Frederik Kreutzer, som til dagligt arbejder med vin hos det store Rare Wine i Aalborg og er underviser på hele vinuddannelsen W.S.E.T. i Danmark. Derudover er Frederik dommer i en lang række vinkonkurrencer, så manden ved virkelig noget om vin. Jeg følger den gode Vinkreutzer på blog, Facebook og Instagram.
René Langdahl
Langdahls vinblog er egentlig også ny på listen, men burde nok have stået her for længst. René har jeg efterhånden mødt mange gange og han er nok en af de bedste vinsmagere i Danmark. Han har skrevet om vin det meste af livet og de seneste 12 år for magasinet Gastro.
Han er i gang med at tage en Master of Wine og har på sin vinblog månedlige, dybdegående artikler om forskellige emner eller huse og altid med en utrolig flot og indsigtsfuld beskrivelse. Kan anbefales på det kraftigste.
Smag på vin
Vinbloggen drives af Jesper Bo Bendtsen, der siden 2013 har anmeldt vine for de gastronomiske magasiner SmagogBehag og Spis Bedre. Der er en vild god opsætning, meget gode vinanmeldelser samt et højt aktivitetsniveau.
VineXpressen
Det er den herlige Rolf Madsen, som ugentlig skriver om vin på VineXpressen … både nyheder, reportager, interviews, ugens vinhit og artikler. Rolf mødte jeg under mit ophold i Montefalco for nogle år tilbage og vi fik nogle fede vinoplevelser sammen.
Rolf er en af de gamle vinbloggere, vinanmelder gennem 18 år og skriver for Berlingske Tidende og er derudover medforfatter til bogen; Kom godt i gang med vin.
Vinstyrke 2
Vinstyrke 2 har eksisteret siden 2014 og har også vinanmeldelser som det centrale på bloggen. Vinbloggen drives af journalisten Kim Bretov, der gennem flere år har beskrevet og anmeldt vine i diverse medier – trykte såvel som digitale.
Kim skriver om de nyeste vine på markedet, kommer med gode råd til mad- og vinsammensætning og skriver nyheder fra vinens verden. Designet enkelt og aktivitetsniveauet højt.
Andre anmeldelser
Udover disse 8 vinblogs, så findes der også enkelte, som laver små vinanmeldelser på Instagram, fx Krarups Vinblog og WineWherEver ved Rasmus Christensen, men sidstnævnte er fx på engelsk og alle anmeldelser grundet formatet på Instagram forholdsvis korte.
Derudover er der jo selvfølgelig også den allestedsværende og altfavnende Vivino vin-app hvor alle vindrikkere – både høj som lav, erfaren eller uerfaren, dygtig eller ej, indsigtsfuld eller bare fuld – kommer med deres korte ratings af smagte vine.
Som de fleste ved, er det således brugernes rating, men de har jo også altid ret eller hvad? Det bliver selvfølgelig lidt udvandet, bl.a. bruger nogle detailpriser og andre restaurantpriser, så det kan nemt blive en smule leverpostejfarvet.
Hvad gør Houlberg?
Han holder fanen højt og fortsætter ubekymret i samme spor som de seneste 10 år og som de seneste år med omkring 3 daglige vinanmeldelser.
Indtil nu er antal læsere blot steget stødt og roligt … måske fordi andre vinblogs er faldet fra. I dag har Houlbergs Vinblog over 61.000 besøg månedligt eller 732.000 besøg årligt.
Men derudover kommer dem, som læser et koncentrat af hver anmeldelse på Facebook eller måske blot de små appetizers på Instagram eller Twitter.
Lad mig – som sidst – slutte at kippe med flaget for den lille og vigende gruppe af danske vinbloggere, som trods kæmpe variation i erfaring, journalistisk vid, design, forståelse og evne til formidling … men en altid stor entusiasme … forsøger at gøre en forskel for en række vinnydere i det ganske land, som frit og uden beregning kan tage på alle hylder, ignorere, lade sig inspirere eller blot bladre videre.
Skål derude for fanden !!!