2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, Frankrig

 2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, FrankrigVouvray appellationen blev officielt dannet i 1936 og anses for en af de vigtigste i Loire sammen med Sancerre og Pouilly-Fumé og jeg har nu fået et glas 2023 Les Perrières Vouvray Sec fra Domaine Le Capitaine i glasset.

Domaine Le Capitaine er et nyere vinhus, der ligger i Rochecorbon i Saint George-dalen lidt øst for Tours og er grundlagt i 1988 af Alain Le Capitaine, der i starten kun havde sølle 0,25 hektar vinmarker i familiens have.

Siden har Alain i 1995 fået følgeskab af sin bror Christophe Le Capitaine og i dag har de ikke mindre end 28 hektar vinmarker, der primært ligger i Rochecorbon området.

På markerne dyrker brødrene primært Chenin Blanc og deres ejendom ligger ovenpå gamle tufakældre fra det 11. århundrede, hvor det er perfekt at lagre vinene.

I 2013 kom næste generation i form af Florian Le Capitaine med i foretagende efter at have studeret vindyrkning og ønologi. Dermed er der en ny generation klar til at overtage driften på sigt.

Her smager vi så deres 2023 Les Perrières Vouvray Sec, der er lavet på 100% Chenin Blanc, som efter høst er presset og har gæret på rustfrie stålfade for at bevare så meget friskhed og druetypicitet som muligt. Vinen er også lagret sur lie i ståltankene, men der gennemføres ingen malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en blød vin med nogle røgede noter … der er frugt med kvæde, melon, gule æbler, modne pærer og abrikos, virker ganske saftig med lidt lindetræ, honning og blomster,

Smagen er fyldig og lidt maskulin med en røget syre. Der er kvæde, æblemost, fersken, ananas samt lidt hvid peber. Den er egentlig godt koncentreret med nogle lidt sødbitre grapefrugtagtige elementer og lidt honningsødme. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7