Jeg skulle også smage Elena Casarinis Lugana i 2019 debut årgangen … og mens jeg gjorde det, så kom bror Raffaele også lige forbi og hilste på mig.
Vinen er lavet som foregående – eller måske nærmere omvendt, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke. Der er lavet sølle 6.000 flasker af vinen.
I næsen har 2019’erener der selvfølgelig mange af de samme noter, men har mere honning, er mere æterisk og har – nok heller ikke helt unaturligt – mere modenhed. Der er næsten lidt linolie i næsen og egentlig er det en vild udvikling på et år.
Frugten er fortsat ovre i noget med pærer, modne ferskner, tørret abrikos samt lemon og igen koncentreret med et touch af nogle salte mineraler.
Smagen har i 2019’eren også fået et ekstra lille lag, hvor sødmen kommer mere frem sammen med lidt karamel. Der er stadig saftige pærer, grape og lemon, mens det bløde og cremede bare er blevet en tak mere blødt og cremet. Klart 5 tomler med pil op.
Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.