2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienVed næste stand mødte jeg den glade Elena Casarini fra Poggio al Garda, så der stoppede jeg og smagte hendes 2020 Lugana.

Det er kun 2. årgang, som hun har lavet vinen i, så dermed er Poggio al Garda et rimeligt nyt vinhus, selvom det er over 50 år siden, at ægteparret Gianni og Giuliana flyttede fra Oltrepò Pavese til bredden af Gardasøen.

Familien havde altid været vinavlere, men det blev imidlertid deres to børn Elena og Raffaele, som skulle videreføre denne arv. Familien købte i 1990 en bondegård i landsbyen Casaoldo nær Pozzolengo, hvor de studerede jordforholdene, som var ideelle til vindyrkning.

Men det var først i 2010, at familien tilplantede første marker med Turbiana og nogle år senere øgede antallet af tilplantede vinmarker til samlet 5 hektar. Med Elena i spidsen, så lavede de den første vin i årgang 2019 og alene i 6.000 flasker, men den fik meget positive modtagelse af vinelskere og restauratører.

Her smagte jeg så vinen i 2. årgang … og den er lavet som foregående, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke.

Med den særprægede etiket er vinen egentlig meget ikonisk. I denne årgang 2020 er der lavet 10.000 flasker.

Duftmæssigt en blød og blid vin, hvor frugten er frisk og koncentreret med pærer, modne ferskner, abrikos, lemon og endda er frugten koncentreret og næsten tørret i duften. Der er lidt sød akaciehonning og salte mineraler.

Sådan smager vinen faktisk også … saftig, blød og rund med grape, lemon, saftige pærer og så alligevel med rank ryg, god syre samt en stenet og saltet smag i slutfasen. Klart 4,5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7