Denne Àvril Ribolla Gialla Spumante Brut fra Gabriele Vialetto på Cantine Ca Modeano smagte jeg faktisk allerede for noget tid tilbage i Mads’ kælder under Højbjerg Vine.
Det er en mousserende vin, der er lavet på 100% Ribolla Gialla druer, der er høstet de første 10 dage i september, hvorefter de så afstilkes og presses blidt.
Mosten afkøles og dekanteres så, hvorefter gæringen er sket med udvalgte gærtyper i rustfrie ståltanke ved 17-18 grader. Derefter er boblerne så tilsat ved en andengæring over 90 dage i tryktanke efter Charmat metoden.
Duftmæssigt virker vinen ren og klar … måske en anelse til den neutrale side, men kommer dog med lidt grønne blade, buske, lidt kristtorn og virker samtidig ganske luftig. Der kommer også nogle citroner samt blomster.
I munden er det en frisk vin … attack’et fra brusset er ikke vildt, men mere krisp og så er der ellers godt med umodne grønne æbler, grape, citron og virker samlet set lidt mostet i udtrykket … men det er lige sådan en vin, der vil give glæde på terrassen. 89 point.
Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 159 kr. ved 6 flasker.