Ved bare den mindste sol springer rosévinene ud af skabet, så det er bare om at finde bikini og mankini frem og det fremgår sgu næsten også på etiketten af denne 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé fra Bodegas Torre Oria.
Vinhuset er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, men det er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena en smule vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.
Bodegas Torre Oria fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.
I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.
Denne lille sommerrosévin Mare Meua Pinot Noir Rosé er lavet på 100% Pinot Noir druer fra kystnære marker i Valencia området og er alene vinificeret i ståltanke … både gæring og efterfølgende kort lagring inden aftapning på flaske.
Tja … lidt speciel duft, hvor der både er tjørnebær, vandmelon samt noget hyben og dermed ikke umiddelbart mere Pinot Noir karakter i næsen. Den virker til at have en stor tørhed … tørre papkasser, nogle støvede nullermænd suppleret med noget grøn ligusterhæk.
Jeg er – indrømmet – ikke den store rosémand og denne bidrager heller ikke til at ændre det faktum. Den har en lidt rund og halvsød jordbærsmag suppleret med appelsin, lidt sursød citron med dette halvtørre element, hvor lidt hvid peber danser med. Det er mest en vin til terrassen på en varm og solrig dag … med lidt isterninger i, hvorved jeg lander på 85 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.