Lige siden jeg sad på en restaurant ved Douro floden i Porto by, et orkester spillede og vi havde dugfrisk hvid portvin i glasset, har jeg været vild med den dejlige drik … og her smager jeg også først en White Port fra Conceito Vinhos.
Denne White Port er lavet af et field blend med hele 10 forskellige traditionelle druesorter … og det er druer som Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.
Vinmarkerne ligger på en lille granitplateau 600 meter over havets overflade i Freixo de Numã …. en granitholdig, gammel og endda pre-phylloxera vinmark.
Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit lagares til gæring og mekaniske metoder samt nye og mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.
Sikke smuk vin i glasset … nærmest lys ravfarvet, tørret abrikos, bagte æbler. æblemost samt lidt tropisk frugt, der endda også virker tørret … papaya og ananas. Dertil kommer der også lidt tørrede blomster … virkelig indbydende aroma.
Smagen er sød nektar – WAUW – tørret frugt og sød alkohol, der lige bider en smule, men på den helt rigtige måde. Der er nødder, bagte æbler, abrikos og honning … fed, sød og lækker. Det er sgu klasse og de hvide portvine er ofte alt for oversete, men Houlberg er glad, så dermed 92 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.