2021 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2021 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAJeg har før skrevet om det store californiske vinhus Purple Wine Company aka Purple Brands, som står bag masser af brands i USA og derfra smager jeg deres 2021 Napa Valley Cabernet Sauvignon.

Scattered Peaks Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet af Purple Brands’ bagmand og ejer Derek Benham og vinmageren Steven Urberg.

Scattered Peaks Cabernet Sauvignon Napa Valley er i årgang 2021 lavet på 86% Cabernet Sauvignon – klon 7 & 337 – og 14% Merlot, hvor 92% af druerne kommer den grusholdige vinmark Usibelli Vineyard i Pope Valley, nærmere bestemt fra Hillside Vineyard parcellerne Block 10 og Block 2, der ligger relativt højt.

De resterende druer selekteres fra markerne Arrowhead i Stags Leap District, fra McFadden Vineyard og fra skråningerne på den højtliggende Sage Ridge øst for St. Helena.

Druerne høstes i de kølige morgentimer og bringes friske til vineriet. Her bliver de sorteret og afstilket inden 4 døgns kølig udblødning forud for gæringen.

Under og efter fermenteringen foretages hele tre daglige overpumpninger af druemosten for at udtrække de smidige tanniner og skabe vin med stort gemmepotentiale. Derefter har vinen lagret 18 måneder på franske barriques fra Seguin Moreau, Nadalié og TW Boswell … heraf 50% nye fade.

Næsen minder om 2019’eren … virkelig tør med blæk, grafit og masser af træ … cedertræ og cigaræsker, men også nogle grønne noter af grønne krydderurter med mynte, eukalyptus, rosmarin, violer, frisk garvet læder og en halv ligusterhæk. Der er en slank frugt med solbær, rabarber, tranebær og umodne blommer samt balsamiske og sorte te-blade-bitre elementer. Kan minde lidt om bordeauxvin med italiensk bitter syre. Der kommer også lidt fadpræg med vanilje, trøffel og chokolade.

I munden bliver det lidt en anden historie … er virkelig cremet, rund, blød og har en meget behagelig frugtsødme, som giver balance samt dybde … er egentlig meget intens med tranebær, hindbær, brombær og blommer. Som sidst er tanninerne vilde … temmelig vilde og tørre med en ubarmhjertig lammer i kæften. Det er sgu en vild vin, som klart performer allerbedst i smagen … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7