2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen sidste Spätburgunder hos Mr Ruby var ikke årgang 2019, men en ældre 2015 Leistadter Kalkofen Spätburgunder fra det lille vinhus Weingut Hanewald-Schwerdt.

Jeg har også ofte skrevet om samt anmeldt vine fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, men det er dog første gang, at jeg smager denne Leistadter Kalkofen Spätburgunder.

Jeg har smagt deres Leistadter Herzfeld Spätburgunder i flere årgange, men Kalkofen marken ligger faktisk lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.

Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye barriques.

Stilmæssigt er det en anderledes Spätburgunder end de forrige … varmere i udtrykket med en lidt funky slagside, krudt samt modne kirsebær, saftig og bløde kirsebær, pæn modenhed, omfavnende og sofadyb, comfy og det forstærkes kun af mørke krydderier, mørk chokolade samt en god cafe latte.

Vinen smager også godt, selvom det ikke er en syrlig og let vin, men langt mere rund, moden og komfortabel. Modenheden er rigtig stor og nærmer sig lidt et portvinsniveau, men det er så vildt cremet og voldsomt elegant. Tanninerne er også bløde og samlet giver det en moden og utrolig behagelig vin.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men fås i øjeblikket på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7