I Varvaglione racerløbet drøner vi ubekymret videre, for den næste Collio Goriziano DOC vin er på Malvasia … en drue, som vinhuset også laver vine på i det varmere Puglia.
Den er næsten lavet som de forrige vine, altså først med indledende presning og så gæring udelukkende i rustfrie ståltanke, men denne gang er vinen lagret 6 måneder på ståltanke.
Duftmæssigt er det en sjov og spændende vin … der er både røg, saltede noter, virker endda lidt vokset med en frugt af stikkelsbær, fersken, abrikos, urter, brændenælder, muskat, ristede nødder og blomster med en vis landlighed.
Smagen er rigtig fin … saltet, sød og med en olieret fyldighed samt en rigtigt frisk frugt. Der er grillet grape og grillet lemon med stor, stor bitterhed, en citronagtig syre, kalket mineralitet … og den smager sgu godt.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.