2018 Bodegas Pinea del Duero, 17 Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Pinea del Duero, 17 Crianza, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin, blot kaldet 17 Crianza fra Bodegas Pinea del Duero kom der så endnu mere lækker Ribera del Duero vin i glasset.

Historien om Bodegas Pinea del Duero er en drøm af de to gamle barndomsvenner Vicente Pliego og Hugo Del Pozzo, som satte et fælles mål om at lave nogle af de bedste vine i Ribera del Duero.

Vingården tilhørte allerede hele Pliego familien og Vincente var allerede vinmager, da de i 2016 gav hinanden håndtryk for projektet og startede med at rejse penge til de nødvendige investeringer via både private equityfonde og personlige investorer.

De har samlet hele 80 hektar vinmarker til Bodegas Pinea del Duero, som de har givet navnet Pinea efter et sted med et stort majestætisk fyrretræer på ejendommen. Pinea træet havde en særlig betydning for begge, da Vincente engang kun delte dette sted med sin familie indtil han introducerede det til Hugo.

Markerne og det byggede moderne vineri ligger nær byerne Olmedillo de Roa og Villatuelda i hjertet af Ribera del Duero og til at hjælpe barndomskammeraterne med vinproduktionen, så har de hyret vinmageren Isaac Fernandez, som er en kendt ønolog samt vinmager hos Bodegas Mauro, som blev grundlagt af hans onkel, Mariano Garcia, og har været i lære hos Vega Sicilia.

Denne 17 Crianza har sit navn aka nummer efter flere ting. For det første er vinen lagret første gang i årgang 2017 og kommer fra en 17 hektar stor vinmark. Derudover har nummeret endda en forbindelse til professionel golf, da den spanske golfspiller Sergio Garcia i 2017 vandt Masters-turneringen og ved den efterfølgende middag nød vinen til maden,

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 30 og 70 år gamle vinstokke fra vinmarkerne og de gærer i 10.000 liter store og rustfrie ståltanke med en indledende kold maceration og så en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 70% franske og 30% amerikanske egefade. Derefter er vinen så lagret mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er denne vin ganske mørk … måske endda mere end de forrige med en generøs sort frugt, solbær, blåbær, morbær, blommer og figner, godt med vanilje, engelsk lakrids, lidt papkasser, tørhed samt lige mineralske noter.

Smagsmæssigt har vinen en ganske fin smag … smager sgu godt. Der er kaffelikør, karamel, dyb og fed frugt, peber og samtidig en rigtig god friskhed. Samlet sidder vinen rigtig lang tid i munden, så klart 5 tomler med pil op.

Forhandles af Slagelse VinKompagni, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7