2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, TysklandNæste Jülg vin var 2019 Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, altså lavet med druer fra den lille Kammerberg parcel, der – som forrige – også ligger på den franske side af grænsen.

Kammerberg parcellen ligger faktisk direkte ovenfor marken Wissembourg og har siden 1974 officiel været del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet. Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

I næsen minder Kammerberg lidt om Wormberg … men mere rund, urtet og blæk’et, men samtidig også mer’ aggressiv på egetræet. Der er nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og kraftigt, fortsat med småsød, animalsk hestestald, frugt med både modne kirsebær, blommer og brombær, grønne elementer … lidt gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.

Fuck – pardon my french – hvor det smager godt. Det er en virkelig elegant og blød Spätburgunder. Vinen virker smagsmæssigt mere kødfuld og frugten – sorte kirsebær, blommer og brombær – meget dybere, mens tanninerne er store – men blide – og syren også både afdæmpet, fin, præcis og vedholdende. Fabelagtig vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7