2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, TysklandSidste vin fra Weingut Jülg blev en Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder 2019. Det er en ny vin hos Jülg og således første årgang. Druerne kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert.

Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz. Og Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

I forhold til både WB og KB er KT lidt mere vild, var min første tanke, for syren er mere æterisk, luftig og vild, virker grønnere, tættere, lys, mere tør og dufter bare svimlende godt. Igen herligt animalsk aftryk, mørk og saftig frugt, mere frisk og kompleks, blommer, kirsebær og hindbær, et pænt fadaftryk med lakridskonfekt og vanilje.

I munden er det vandvittigt lækkert … tør, stringent med masser af frisk frugt, bittert og sødt i ying-yang sammenflettet balance, mens frugten måske nok er mørk, saftig og fyldig, så smager det alligevel let, luftigt og overjordisk.  WAUW, hvor det smager voldsomt godt med blidhed kombineret med knastørre tanniner, en præcis syre, sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Der er nærmest kirurgisk præcisionsarbejde.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7