Med den næste Pradorey vin røg vi tilbage til mere klassiske Ribera del Duero vine, for nu er det en Crianza … en fin 2018 Crianza Finca Valdelayegua.
Vinen er lavet på 95% Tempranillo, 3% Cabernet Sauvignon og 2% Merlot, som alle kommer fra marken Pago Valdelayegua, der ligger tæt på Duero og Gromejón floderne.
Vinen er fra Pradoreys serie Terroir Wines og er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret først 12 måneder på franske egefade og derefter så 3 måneder på franske Nevers barriques.
I næsen er det fyldig og mørkere vin, men med en fin og frisk frugt, der både er blåbær, brombær og hindbær, masser af bærduft, mens fadnoterne egentlig er ganske beskedne, men alligevel dukker der lidt kaffe, kanel, lakrids og grannåle op.
Smagsmæssigt er der også en frisk vin … meget ren og rummer masser af bærsmag mest med blåbær og hindbær, en pæn portion tanniner samt en jernagtig mineralitet. Den har lidt skarpe kanter, hvorfor vinen virkelig skriger på lidt mad … måske lidt grillmad.
Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 130 kr. ved køb af 6 flasker.