2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandSelvfølgelig skulle vi da også smage Wöhrles 2019 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG som den sidste vin fra Whörle.

Det er en vin, som jeg kender godt, for jeg har tidligere smagt den i både årgang 2016, 2017 og 2018 … og altså nu 2019.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og på den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, og derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne består af lige dele Dijon kloner og den tyske klon Frank 105 og de har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 18 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/4-del fornys hvert år.

I næsen er vinen pænt reduktiv, lidt vild og ustyrlig suppleret med hjemmelige aromaer som grøntsagsfond, blomsterpollen samt flæsk, spegepølse, grønne urter og mælkede noter. Det reduktive, som har en smule svovl, fortager sig dog hurtigt og frem dukker en lys, let og feminin frugt op, let syrlig med ribs, lyse kirsebær og rabarber. Men næsen er samtidig mere tæt og har derudover røg, tørv, kamfer og røde syrlige bolsjer samt en snert af en lille sødme med lidt mælkechokolade.

Hvor smager Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs også bare godt … har en lys, stringent og syrlig frugt med kirsebær, hindbær, jordbær, ribs og tranebær tilsat lidt bitterhed, peber, jod samt jern. Som med tidligere årgang kan fadlagringen mærkes, men kun en lille smule, hvilket giver den delikate, lette og syrlige frugt en smuk hovedrolle, som sammen med en tæt, stram syre og et tydeligt tanninbid giver en frisk vin. Her vender ikke en drue forkert, bare tør, lys, frugtrig og skarp.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7