Jeg var egentlig på vej hjem fra vor lille vinøse sammenkomst, men Gert E mente, at jeg lige skulle nå at smage hans næste vin, selvom konen rev mig i den anden arm. Men heldigvis vandt fornuften … så jeg smagte – igen blindt – vinen, en 2016 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG fra Weingut Wöhrle. Heldige mig, for den smager bare freaking f…. monstergodt.
Jeg spottede på et mikrosekund, at der var tale om tysk Spätburgunder, og Wöhrle har jeg da også tidligere, smagt og været totalt begejstret over. Men denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs er – by far – bedste vin, som jeg har smagt fra vinhuset på Weinbergstraße i Lahr ved Schwarzwald i Baden.
Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og på den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.
Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, så derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.
På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.
Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 12 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/3-del fornys hvert år.
Næsen er til at starte med lidt parfumeret, men så sætter kavaleriet ind med flæsk, bacon, sød – ærketysk – animalsk kostald, fad, vanilje, kanel, et affyret heksehyl, røg og bålsted, kirsebær, hindbær, jordbær, rosmarin, lidt olie- og benzindampe, helt æterisk og sindssygt elegant. WAUW i femte potens.
Smagen er virkelig let, luftig og totalt frugtrig, virkelig meget frisk i frugten og klart endnu en ung vin. Men uha, hvor smager det bare tæskelækkert. Alt er soft, let, luftigt og cremet med ribs, kirsebær, lidt hvid peber og krydrede noter. Alt er i balance og det er sgu Spätburgunder drømmevæske af bedste slags, så jeres flittige vinblogger lægger sig fladt ned og overgiver sig totalt.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 499 kr.