2020 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Rosado, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Rosado, Ribera del Duero, SpanienVi startede mit lille heat 3 af Ribera del Duero vinene med en rosé aka Rosado fra Bodega y Viñedos Martín Berdugo, der ligger lige udenfor byen Aranda de Duero.

Bodega y Viñedos Martín Berdugo er grundlagt i 1990 af Josefina Martin Berdugo, som valgte at genoptage produktion af druer, som hendes slægtninge havde påbegyndt hundrede år forinden.

Familien Martin Berdugo havde nærmest altid boet i Aranda de Duero – ja faktisk i et af byens allerældste huse med 3 generationer samlet under samme tag – men var for generationer siden stoppet med at dyrke druer.

Det ændrede Josefina Martín Berdugo og startede således med at genplante familiens marker i samarbejde med hendes mand Enrique og deres 3 børn Antonio, Bruno og Pepa.

Høsten blev de første mange år solgt til andre vingårde i Ribera del Duero, men i år 2000 byggede familien en ny, topmoderne vingård midt i deres 104 hektar store vinmark.

Bodega y Viñedos Martín Berdugos fantastiske og imponerende vineri er tegnet af arkitekterne Vicky Daroca samt María Viñé og det har i 2005 endda fået en pris som bedste europæiske konstruktion af det tyske magasin Bauwet.

Her smager vi husets Rosado, der er lavet af 100% Tempranillo maskinhøstede  druer, der udelukkende kommer fra marker ved vingården. Druerne har tilbragt 12 timer i kold maceration ved 7 grader under låg i et iltfattigt miljø, hvorefter gæring er sket i store rustfrie ståltank med en kold gæring ved 11 grader og derefter kort lagret i tankene inden aftapning og frigivelse.

I næsen er der lidt rosenblade, pressede blomsterblade, men ellers måske lidt nærig med aromaerne. Der er hindbær, ribs og altså godt med blomster, en vis tørhed og en smule jod. Smagen er også tør med hindbær, grape og lidt jern.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 9,00€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7