2021 Lamblin & Fils, Saint-Bris Sauvignon, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Saint-Bris Sauvignon, Bourgogne, FrankrigSå sparkede vi Lamblin & Fils smagningen i gang … men dog ikke med en Chablis, men derimod denne Saint-Bris Sauvignon, der udelukkende er lavet på ren Sauvignon Blanc.

Og selvom der kun findes 160 hektar vinmarker med sorten Sauvignon Blanc i Chablis – ud af samlet 27.000 hektar marker i hele Bourgogne – så giver det faktisk god mening, at finde netop Sauvignon Blanc her.

For de 160 hektar med Sauvignon Blanc findes kun i Saint-Bris, der ligger med sølle 80 kilometer til både Sancerre og Pouly-Fumé samt en har vinstokkene plantet i fossil- og kalkholding jord.

Vinen er lavet med traditionel gæring i rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur og en 100% malolaktisk gæring samt en efterfølgende og kort lagring i tankene.

Duftmæssigt er det klart grøn og frisk Sauvignon Blanc, men det er uden, at vinen bliver alt for grøn, skarp og utilnærmelig, for den har også en lille cremet sødme, som giver en forholdsvis rund aroma … af en Sauvignon Blanc. Der er lidt grøn peber, hyld, stikkelsbær, grønne æbler, pærer og egentlig meget behagelig.

I munden er det tørt, grønt og frisk, men – som med duften – med behagelig rundhed, let sødme samt balanceret frugt. Der er fersken, æbler, stikkelsbær, kvæde, en Københavnerstang, lakrids samt hvid chokolade. Det er virkelig venlig og bællelækker Sauvignon Blanc.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7