Kolonne Null Cuvée Burgunder Edition Poss i årgang 2020 er fra vinhuset Weingut Poss, som er beliggende på vejen Goldgrube i Windesheim i Nahe.
Weingut Poss drives af de to brødre Karl-Hans og Harald Poss, som samlet har 12 hektar vinmarker og har speciel fokus på Burgunder druerne.
De bedste marker – der Spitzenlagen – er Windesheimer Römerberg, Windesheimer Rosenberg og Winzenheimer Berg.
Denne Cuvée Burgunder Edition Poss 2020 er lavet på et blend af Weißburgunder og Grauburgunder, men som med de foregående, så er der ingen oplysninger om produktionen. Jeg vil dog gætte på, at vinen er lavet med lagring på en smule eg. Efter produktionen har den så gennemgået en vakuumdestillation, hvor alkoholen fjernes.
Duftmæssigt snakker vi panderistede hasselnødder, brændte noter, dyneblød og omfavnende, godt med pærer, tørrede ferskner og træ, sandeltræ, blomsterpollen og virker både bred, fyldig, fed og næsten cremet i stilen.
I munden er det en satans saftig bandit, men slet ikke så fed, som duften måske indikerede. Der er gule æbler og pærer, mens syren har lidt citron, men aldrig bliver helt skarp eller dyb. Men til gengæld er det en virkelig venlig, frisk og læskende vin … og atter må jeg bare sige, at du slet ikke mærker, at der ikke er alkohol i væsken.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.