2018 M. Chapoutier, Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels, Alsace, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels, Alsace, FrankrigFør den lille Riesling Battle Royal smagning vidste jeg ikke, at det store nordrhônske vin-og negocianthus M. Chapoutier har et lille projekt i Alsace, hvor den dynamiske Michel Chapoutier laver Riesling vine … som nu fx denne Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels 2018.

Det store hus M. Chapoutier beliggende i Tain-l’Hermitage har jeg skrevet om tidligere, fx den jeg smagte en hvid 2016 Invitare Condrieu. Derfor skal jeg heller ikke denne gang skrive om vin- og negocianthuset, men i stedet kigge lidt nærmere på Schieferkopf.

Michel Chapoutier startede allerede i 2006 med at lede efter unikke vinmarker og i 2009 lykkedes det ham så endeligt i samarbejde med fire af sine venner. De købte en parcel i Bernardvillé i ganske kort afstand fra en af de oprindelige pilgrimsruter, hvor cistercienser munke allerede i det 12. århundrede plantede vinstokke.

Parcellen ligger på Felsberg marken og strækker sig over knapt 8 hektar, hvorfra Chapoutier laver tre forskellige vine. Felsberg har en helt unik jordbund, da det er eneste sted i Alsace, hvor jordbunden er næsten ren blåskifer. Derudover ligger marken eksponeret mod syd og sydøst i en højde på 380 meter og er blandt de højeste beliggende vinmarker i Alsace.

Oprindeligt kaldte Chapoutier vinene for Felsberg, men ifølge områdets regler, må marknavnet ikke indgå i vinhusets navn, så derfor blev navnet Schieferkopf. De 3 topvine fra Felsberg marken er henholdsvis Lieu-dit Fels, Lieu-dit Berg og Lieu-dit Buehl.

Den bedste er Lieu-dit Fels, hvor druerne kommer fra den øverst beliggende del af marken. En højere og mere kølig beliggenhed giver mere mineralitet og sprødhed. Alle vinene lagrer på store foudre mellem 10 og 15 måneder inden flaskning.

Siden 2015 er Schieferkopf projektet udvidet med enkelte vine fra både Baden, Pfalz og Franken, så i dag er det ikke udelukkende vine fra Alsace.

Denne 2018 Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels er lavet ved, at de sent høstede druer først gennemgår en lang presning, hvorefter de pressede saft får lov af hvile kølig inden gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt alkoholisk gæring, så gennemgår vinen også en fuld malolaktisk gæring, da Chapoutier mener, at det giver vinen mere mineralitet fra det blå skifer. Derefter er vinen lagret 15 måneder på store foudres egefade.

Duften er meget anderledes end de andre Riesling vine i den lille battle … en lidt vild hippie med blomsterkrans på hovedet og så på en eller anden måde også klassisk Alsace. Har dette røgede fadpræg, er vildt ekspressiv og næsten på vej til at være vovet og vulgær, hvilket supperes af lidt kanel og chilipulver.

I munden … hold da op, der er tonsvis mineralitet, salt samt lemon, lemon og lemon og har samtidig en smørfed karakter, har godt med sul på kroppen sammen med eksotisk frugt, abrikos, tørret og saltet abrikos, lidt stærk og absolut anderledes, men smager fandeme fantastisk.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7