Ooh, you make me live, Oh, you’re my Bestes Fass sang Queen på albummet A Night at the Opera i 1975 … eller noget i den retning. Denne Lahrer Spätburgunder Bestes Fass kunne også blive min best friend … også i denne årgang 2019.
Jeg har smagt vinen før, bl.a. i årgang 2018 og forkortelsen BF på etiketten betyder selvfølgelig Bestes Fass, altså de bedste fade af Weingut Wöhrles vin fra husets sydvendte marker ved Lahr.
Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade.
Duftmæssigt bliver du glad … alt er sådan meget velordnet … der er både stald, sødme, røgede elementer, en koket lille fadpræg med røg, nelliker, kanel, svag vanilje, lys og rund frugt med jordbær, hindbær, ribs og lidt tranebær, let gærede noter og samlet føles den klart mere let og lys end 2018’eren.
I munden er vinen også lige friseret, vandkæmmet og pæn … først dukker syren op og tager dirigentpinden, hvorved vi starter den lille ouverture med en frisk og letbitter frugt, tranebær, ribs og kirsebær, peber, jern og grønne noter. 2019’eren står fuldstændig ren, stram og stringent … masser af smag, vedkommenhed og trimmet til fitnesscenteret.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 199 kr.