Vi sluttede med endnu en Nuits Saint Georges, for her er alle druerne fra Domaine du Clos des Poulettes’ monopolmark Clos des Poulettes og vinen atter i årgang 2017.
Clos des Poulettes vinmarken er på 1 hektar og er omkranset af 3 mure og anlagt i terrasser.
Igen er lavet som de øvrige, altså gæring i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf 20% nye fade.
Igen har vinen en lidt parfumeret og ganske blomstret aroma, masser af finesse og modenhed, nærmest helt dekadent med lidt gammelt træ, teaktræ, linolie, lyse bær, jordbær, hindbær, brombær, peber, røg, lidt karamel, vanilje, jord og mineraler.
Smagsmæssigt har vinen en fin, sart og frisk syre, en lys og luftig frugt, fin og lækker med et godt bid. Man kan godt mærke, at vi er kommet op i niveau, for alt leveres cremet, let og svævende. Der dukker også fennikel, lakrids og røg op i en samlet elegant, sart, fornem, fin og smukt afstemt balance.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 749,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 599 kr.