Kategoriarkiv: Andre smagninger

Andre smagninger

Julien Guillon smagning … den gode biodynamiske, schweiziske vildmand

Martin fra Extra Brut Vinimport er dansk importør af vinene fra Domaine Julien Guillon og planlagde en spontan sommersmagning af vinene fra den lille kultproducent i Valais i Schweiz.

Jeg sagde omgående ja, for med en ferie næsten kun brugt på renovering af køkken, så savnede mit sociale gen klart menneskelig kontakt og vinsnak over et glas vin. På den måde kom smagningen helt perfekt … og samtidig med et utroligt spændende tema med de schweiziske vine, som vi sjældent smager herhjemme … og endda naturvine.

Julien Guillon er en forholdsvis ny vinproducent i Extra Brut Vinimports sortiment … og Martin har længe haft kig på domænet og kontakt til Julien, men har ikke helt haft modet, for dels er vinene en kende dyre, de er ukendte herhjemme og samtidig er det virkelig syrerige naturvine af bedste skuffe.

Men Martin siger selv, at han aldrig før har oplevet så meget nerve, energi og vildskab pakket i voldsom syre, moden dyb frugt samt et duftunivers som har sin helt egen og nærmest ubeskrivelige karakter.

Med dette var Houlberg selvfølgelig mere end nysgerrig på at prøvesmage ikke bare én vin fra Guillon, men hele 11 af slagsen. Så denne sommeraften skulle bestemt blive interessant.

Julien Guillon

Den unge Julien Guillon er en rigtig øko-bonde, som laver beskidte, vilde og vaskeægte biodynamiske naturvine. Han er næsten kun lige startet med at lave vin, da han i 2017 etablerede sin lille vingård øst for byen Sion i Valais området i Schweiz.

Valais er jo én af Schweiz’ 26 kantoner, altså delområder. Det ligger mod grænsen op til både Italien og Frankrig i en nærmest Rhônedal, hvor Rhônefloden tålmodigt smyger sig igennem, mens Matterhorn fra dens 4.477 meter høje top kigger nysgerrig med.

Julien Guillon er næsten født til at være vinbonde … for han er født i september i den gamle græsk-romerske vingud Bacchus’ tegn og han hjalp allerede som 5-årig sin broder med at høste druer i Gevrey i Bourgogne, hvor han også år senere studerede vinproduktion på Lycée Viticole de Beaune.

Derefter returnerede han til Genève i Schweiz, hvor han arbejdede på Cave 20G … en lille vinkælder i Carouge lidt syd for Genève. Det var dér, at Julien fik øjnene op for naturvin … hvilket også medførte, at han senere ville åbne sin egen vinbar i Valais.

Men i stedet fik han et tilbud om at arbejde hos Marc Balzan på Domaine Chèrouche ved Argnou tæt på Ayent lidt nordøst for Sion i Valais. Dér lærte Julien alt om naturvin og blev endnu mere forelsket i den form for vin og vinfremstilling.

I 2017 fik Julien selv fat i en 1 hektar vinmark i Ayent ikke langt fra Chèrouche og så startede han ellers med at lave naturvin selv. Siden er det gået slag i slag, således han i dag har samlet 5,7 hektar marker i det bjergrige landskab og markerne ligger også højt … en endda i hele 900 meters højde.

Markerne er vildt stejle og kræver stor fysisk indsats af passe, men Julien Guillon er selv gammel bjergklatrer, så derfor passer det ham ganske perfekt … og øger kun hans motivation.

Det er marker med bl.a, en række gamle vinstokke, hvor de ældste med Muscat er over 80 år gamle, mens hans Chasselas stokke er 70 år gamle og de ældste Pinot Noir vinstokke 60 år. Derudover dyrkes druer som Savagnin, Gamaret, Chardonnay, Pinot Gris og Gamay … men sikkert også nogle stykker mere.

Alt dyrkes totalt biodynamisk efter Rudolf Steiners metoder … og i dag er vingården Demeter certificeret som fuld biodynamisk. Julien går også meget op i, at jordens mikrobiologi beskyttes, hvilket i sidste ende vil kunne smages i vinene.

Valais har et fremragende klima for at dyrke vin … hver by sit eget terroir og omkring 300 solskinsdage hvert år. Det kombineret med markerne højde beliggenhed giver mere friskhed i druerne og giver efter Juliens mening vinene mere tiltalende fenolforbindelser, hvilket han tilstræber i sine vine.

Den fenolske modenhed sker, når kernerne i druer går fra at være grønne til at blive brune og når druerne mere gule end grønne.

Allerede efter det første år fik Julien også købt sin egen vingård, hvilket blev finansieret via kapital fra Steward, som vel nærmest er en slags crowdfunding portal, hvor bl.a. en række vininteresserede investorer tilbyder lån målrettet vinbønder. Derfor kalder Steward også selv deres platform for CrowdFarming.

Det gjorde imidlertid, at Julien Guillon kunne købe sin vingård, renovere vinkælderen og endda købe lidt flere vinmarker … i det hele taget komme godt i gang med vinproduktionen inden indtægterne fra de første vine kom i hus.

Det første år som selvstændig vinbonde blev ekstraordinært og Julien producerede 4 forskellige vine og forsøgte sig lidt frem. Året efter gjorde han tingene lidt anderledes, så der blev stor forskel på produktionen i 2017 og 2018. Siden har Julien taget det bedste fra de to årgange og brugt det i de følgende årgange.

I vinkælderen arbejder Julien med både rustfrie ståltanke, egefade, barriques og lerkrukker. I starten var det hans holdning, at der kun skulle anvendes ståltanke og amphora krukker, men så han smagte nogle af vinene, ændrede han mening og bruger nu også egefade … og målet er at få 200 fade i kælderen og måske lade nogle af sine vine lagre 48-60 måneder.

Han arbejder meget med hele klaser, anvender lang macerationstid, bruger flittigt carbonic maceration, men aldrig remontage og er i det hele taget tilhænger af så lidt indgriben som muligt.

Selvom det meste vin fra Schweiz drikkes i landet, så eksporterer Julien normalt 95% af sin samlede produktion. Til sammenligning så eksporterer Schweiz samlet set kun 1% af deres vinproduktion, mens tallet i Valais dog er lidt større med 5% eksport.

Når Julien Guillon så eksporterer så stor del af sin produktion, så skyldes det bl.a. at schweizerne selv ikke endnu er klar til naturvin, så derfor er Julien også selv meget aktiv på de sociale medier og løbende poster indlæg på fx Instagram for at udbrede sine vine.

Som Julien selv siger … I eat Vine, I sleep Vine, I dream Vine, I drink Vine, I dress Vine, I’m a slave to my Vines and I’m happy about it like that.

Men udover vin, så drømmer Julien også om at sælge kød … købe lidt landbrugsjord til græsning af får og så sælge Demeter mærket lam til de schweiziske restauratører.

Smagningen

Vi var en lille håndfuld tilsmagningen … Martin som vært, men ellers var det Bo, Caspar, Bjarne og undertegnede, mens Peter stødte til en smule senere. Vejret kunne vi ikke klage over … faktisk lå Martins terrasse dejligt i skygge. Meget behageligt med i denne sommers sene hedebølge.

Inden vi gik i gang med Julien Guillon smagningen, så skulle vi lige smage en lille særlig vin … en Pét-Nat fra Emil Skytte Pedersen. Det var en vin, som Martin havde fået af Emil for nogle år siden og måske mest et lille eksperiment lavet på Sauvignon Blanc med 2-3 ugers maceration.

Om den er lavet herhjemme eller lavet i Californien står lidt uklart for mig, men i min fiberoptik var den også et stykke fra Emils to fine og fabelagtige kongevine Ætheria og Abscition. Der var godt med gær i flaskehalsen, men det fik Martin ud med et kunstgreb ved åbningen af kapslen.

Det er en rigtig Orange Pét-Nat, som Emil selv tidligere har tagget på Instagram med #petnasty ;o) Men læs mer’ om den i næste indlæg her på Houlbergs Vinblog.

Derefter satte Martin gang i aftenens smagning … 11 biodynamiske naturvine fra Julien Guillon, som vi smagte i følgende rækkefølge og jeg har efter hver vin skrevet, hvilke druer der er anvendt:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine beskrivelse og smagsnoter på hver vin. De 5 af vinene havde Martin allerede i sit sortiment og de andre 6 var netop lige hjemkommet. Det er dem, som du kan se på billedet nedenunder.

Konklusion

Det var virkelig meget interessant af smage vinene fra Julien Guillon, der – udover at være både biodynamiske, naturvine og endda orangevine – klart ligger i den syrerige ende af skalaen. Den rå, markante og rene syre var måske det gennemgående tema for vinene fra Guillon.

Martin er vild med sådanne syrebasser, og det er også vine, som virkelig har karakter. Som vinblogger er vinene svære at rate, for de ligger simpelthen i en galakse, som er lidt sin egen. Mens enkelte i duften blev for meget for mig, så synes jeg faktisk, at de fleste smagte rigtigt godt … men med vild meget syre.

Vi drøftede vinenes syre ret meget i løbet af aftenen og jeg fik også foræret et nyt niveau i beskrivelse af vinsyre … halsbrandsyre! Et par af vinene var i den kategori, men generelt er Julien Guillons vine rene, friske og … syrerige med masser af karakter.

Priserne på vinene ligger også i en høje ende … vistnok fra 330-500 kr. for en flaske, men sådan er det generelt for schweiziske vine, som altid er i den dyrere ende. Man får også en oplevelse, som er unik og er man specielt vild med syrerige vine, så skal du bestemt prøve vinene fra Julien Guillon.

Andre smagninger

Houlberg tester en serie vine fra Weingut Krämer … fra det store Rheinhessen

Med hele 26.758 hektar vinmarker er Rheinhessen Tysklands største vinområde … og det betyder også, at man i Rheinhessen ofte finder masser af gode vine til fornuftige penge.

I det er netop midt i Rheinhessen og midt i den lille by Gau-Weinheim ved Wißberg, at vi finder Weingut Krämer. Det er et lille familieforetagende, der drives af den unge Tobias Krämer sammen med sin far Hans-Bernhard.

Tobias overtog i 2013 ansvaret for driften fra sin fader efter han havde afsluttet sin uddannelse til vinmager på Geisenheim lidt nord for vingården, men havde allerede forinden været godt involveret i produktionen på familiens vingård.

Han havde allerede forinden lavet sin egne serie af vine under navnet Straight … som fortolker Tobias’ filosofi om, at hans vine skal være ligetil, ægte og direkte. Og allerede i 2011 blev Tobias hædret som en af de bedste unge vinproducenter af landmandsforeningen Deutschen Bauernverband.

Familien Krämer har samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Uffhofener La Roche samt Gau-Weinheimer Kaisergarten og Wißberg. Det er særligt det store hvide kalkstens bjerg Wißberg, som danner basen for vinene fra Weingut Krämer. Det kan I se på billedet nedenunder … okay ikke et voldsomt højt bjerg.

Wißberg rejser sig stoisk 270 meter højt nordvest for byen Gau-Weinheim i et ellers overvejende fladt kuperet landskab med den store Gau-Bickelheimer Kreuzkapelle på toppen. Der er samlet omkring 59 hektar vinmarker på skrænterne af Wißberg, som derudover har et tilhørende naturreservat.

Jordbunden på markerne ved Wißberg er kendetegnet ved at være meget rig på hvid kalksten, hvilket jo selvfølgelig også har været med til at give det hvide bjerg Wißberg sit navn. Men det er nu sjovt nok Uffhofener La Roche, der regnes som Krämers bedste mark. Den ligger omkring 10 kilometer længere mod vest ved Uffhofen og dermed altså et stykke fra vingården.

Weingut Krämer har 2 stjerner hos Eichelmann og 1 rød drue hos Gault Millau, så der er allerede opmærksomhed på vingården. Og så er jungwinzer Tobias Krämer også medlem af Generation Riesling, hvis formål netop er at højde kvaliteten af Riesling i Tyskland.

Jeg tester nu 7 af Tobias Krämers vine, et bredt udsnit af hans vine, og kigger på, om man også – som påstået indledningsvis – får masser af god vin til fornuftige penge. De 7 rheinhessiske missiler fordeler sig på 6 hvidvine – primært Riesling- og så en enkelt rød cuvée.

Jeg har smagt alle vinene, og mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Den første vin er en cuveée med navnet Pudelwohl, der måske meget passende betyder munter, lystig eller veltilpas … og vistnok også har en eller anden sammenhæng med en puddelhund, der meget passende er illustreret på etiketten.

Men jeg kan godt allerede nu afsløre, at der altså er noget om snakken, altså at man får masser af god kvalitet for pengene i netop Rheinhessen. Krämer laver rigtig fine vine … hans enkelte rødvin er måske ikke weltklasse, men ganske interessant.

Det er i stedet hvidvinene, som Tobias Krämer slipper rigtigt godt afsted med. Det er selvfølgelig heller ikke underligt, da Tobias’ fokus jo primært ligger på de hvide vine og specielt Riesling, Men niveauet er højt og det gælder faktisk allerede for hans helt almindelige basisvine.

Det var dog de to vine i “mellemklassen” … altså hans Ortsweine, som specielt imponerede mig. Både Gau-Weinheimer Riesling og Uffhofer Riesling har allerede fra første fløjt masser af skøn, dejlig petroleum og masser af herlige Riesling kvaliteter. Det kan du selvfølgelig læse mere om i de kommende indlæg.

Alle billederne fra vingården har jeg i øvrigt fået fra Tobias selv, og da han sendte dem, så skrev han også, at han var glad for, at jeg ville skrive om hans vine … og roste vinbloggen. Lidt stolt bliver man da.

Andre smagninger

Houlberg møder Barologirl Giulia Negri … i virtuel onlinesmagning

Cammino per la mia città, ed il vento soffia forte, mi son lasciato tutto indietro e il sole all’orizzonte … åhhh jeg elsker det italienske sprog, både i sange eller når nogle snakker det hurtigt. Når det så også er en smuk kvinde og hun samtidig er vinmager, så kan man godt blive lidt blød i knæene.

Når hun som Giulia Negri samtidig laver fabelagtige vine, så smelter mit følsomme hjerte øjeblikkeligt. Og det var nærmest tilfældet, da jeg forleden aften i knap 2 timer deltog i Distintos online smagning med Barolo producenten Giulia Negri.

Heldigvis var det ikke på italiensk, for så havde jeg ikke fattet en bjælde, men på engelsk med dejlig italiensk accept, men det er skam også gelé-i-knæene-forførende. Men mest af alt, var det absolut drønspændende at høre om vinhuset og Giulias tilgang til vinproduktionen.

Jeg havde fået en venlig invitation til smagningen fra Philip fra Distinto, og det havde jeg omgående takket pænt ja tak til for jeg havde stødt på Giulias vine et par gange før … først til netop en lille branchesmagning, som Distinto afholdte i marts – hvor jeg smagte hendes 2013 Serradenari – og siden via et par ældre flasker, som vinbloggeren faldt over lidt tilfældigt.

Allerede fra første fløjt var jeg duperet af Giulias vine, som har en særlig lethed. Mads fra Højbjerg Vine – som i øvrigt også var med i den virtuelle smagning – havde ved branchesmagningen anbefalet mig at smage hendes Pinot Nero. Da jeg smagte den, slog den helt benene væk under mig … nærmest som en gensplejsning eller et vellykket gadekryds mellem Bourgogne og Barolo.

Og den tråd går faktisk igennem alle Giulias vine fra entry til top, hvilket Distinto gerne ville vise ved denne smagning. Så jeg var fyr og flamme, da jeg blev inviteret til at kigge med … og endda modtog en kasse med de 6 vine, som Giulia ville præsentere denne aften.

Lidt om Giulia Negri & historien

Giulia Negri er en ung, køn og fremadstormende kvinde og vinmager, der driver vingården Serradenari Società Agricola en en kilometers penge sydvest for La Morra by.

Hun kommer fra en initiativrig familie, der i over 150 år har drevet vingården i La Morra, men ellers har sat sit fodaftryk i den italienske historie. Således har nogle af Giulias forfædre været indblandet i produktionen af Diatto bilen … den første bil i Turin.

En af hendes forældre opfandt Bodoni skrifttypen og så har flere endda også været indblandet i politik, bl.a. hendes egne far Giovanni Negri, der startede som ung dynamisk aktivist og senere hen blev medlem af Europa-Parlamentet, hvor han var fortaler for miljøet, folkesundhed og forbrugerbeskyttelse.

Senere forlod han dog politik for at hellige sig vinproduktionen på Serradenari Società Agricola, men har også løbende skrevet mange bøger, bl.a. en detektivromaner og bøger om vin med titler som Il Sangue di Montalcino, Il Mistero del Barolo, Il Gioco delle Castle, Roma Caput Vini og mange mere. Samlet er det vist blevet 12 bogudgivelser indtil videre.

Giulia er selv uddannet i både ledelse og biologi og hun tilbragte en del af hendes læretid i Bourgogne … og det har haft en indflydelse på hendes smag og tilgang til vinproduktionen. Hun havde i Bourgogne stiftet bekendskab med nogle af verdens fornemmeste vine, og mødt producenterne, så nu ville hun fremstille absolutte topvine på faderens gård i La Morra.

Så da hun returnerede til La Morra, så var hun motiveret og hun begyndte at forme sin egen stil med en produktion med små mikro-batches under hendes eget navn … en lille garageproducent, hvor vinene dog blev lavet i vineriet på Serradenari og med druer fra faderens mange tilhørende marker.

Hendes første vin i eget navn var Barolo La Tartufaia i årgang 2007 og den røg direkte ind på Wine Enthusiasts Top 100 liste og fik også fremragende anmeldelser. Meget godt gået af en garageproducent under 20 år … og lige siden er det kun gået frem.

Giulia overtog som 24-årig i 2014 driften af Serradenari Società Agricola og har siden overtagelsen ændret en del, for den beskedne kælder var fyldt med små barriques fra Bourgogne, men hun havde efter flere studier fundet ud af, at hun skulle anvende store fade for at bevare Nebbiolo druens reneste udtryk, nerve og energi.

Hun begyndte derfor straks en gradvis udskiftning fra barriques til botti grandi  aka store fade med det mål for øje at maksimere et ærligt udtryk og en mere terroir-drevet stil.

Hendes håndværksmæssige tilgang og anvendelse af traditionelle produktionsmetoder strækker sig desuden til bæredygtig dyrkning og Giulia har også været økologisk certificeret siden årgang 2016 og derudover anvender hun ingen brug af gær og tilsætningsstoffer, men alene manuel høst, spontangæring, ingen filtrering og lang, skånsom maceration i kælderen.

Man kan sige, at Giulia Negri vender tingene på hovedet. Hun går sine helt egne veje. Hun er ikke en modernist, fordi hun masererer i lang tid, omkring halvanden måned i store 60 hektoliter store fade og lagrer sine vine i lang tid. Hendes 3 forskellige Barolo vine modnes op til 30 måneder i 2.500 liter egefade.

Men hun er heller ikke traditionalist, da Giulia til Pinot Nero og hendes Chardonnay anvender franske barriques, men dog ikke de normale typiske barriques, men 350 liters fade og 500 liters tonneaux … endda med meget lille procentandel nye fade.

Måske er det også derfor, at Giulia har fået tilnavnet Barologirl … et navn hun netop fik, fordi hun går sine egne veje. Det har selvfølgelig en reference til Baroloboys … betegnelsen for de modernister, der opstod i 1980’erne og 1990’erne anført af producenter som bl.a. Voerzio, Boschis, Altare og Manzone. Men Giulia er dog nok mest traditionalist … men kaldes altså Barologirl.

Og barolopigen har samlet 6,5 hektar vinmarker omgivet af 12 hektar skov, hvilket Guilia fortæller er vigtigt, for det er med til at skabe et særligt terrior for hendes vine. Og i dag laver Giulia 7 forskellige vine, heraf alene en enkelt hvidvin, og samlet er produktionen omkring 50.000 flasker årligt.

Distintio forhandler alle vinene … dog lige undtagen Giulias Chardonnay, som de dog regner med at ha’ i sortimentet i den kommende sæson.

Serradenari

Serradenari Società Agricola er opkaldt efter marken Serradenari, der ligger lige syd for La Morra by. Den er den højeste beliggende cru i hele Barolo, hvor parcellen Marassio ligger allerøverst i 536 meters højde og falder ned til Pian delle Mole neden ved skoven, hvor man en gammel gristmølle … mola på italiensk. Nogle mener faktisk, at navnet på La Morra stammer fra den gamle mølle.

På Serradenari har Giulia flere parceller, både selve Serradenari, som ligger i 520 meters højde kun overgået af Marassio lidt længere oppe, mens parcellen La Tartufaia ligger mellem Serradenari og Pian delle Mole længst nede. La Vetta … en af de Barolo’er, som tidligere er lavet på vingården er en lille del af La Tartufaia.

Den øverst del af markerne er kølige og mere vindblæste med en jord, der er rig på kalksten, silt, ler og loam, mens den laveste del er klart varmere med en mere sandrig jord rig på fossiler.

Det er samtidig et område, som er rig på … trøfler, og Giulias bedstefar Franco Negri var en særdeles dygtig Trifolao aka trøffel jæger sammen med sin hund. Derfor fylder trøfler også fortsat en del på Serradenari Società Agricola, hvor der arrangeres ture efter trøfler og to af Giulia vine kommer også fra den del af Serradenari, som kaldes La Tartufaia efter netop de hvide Alba trøfler … og den lille trøffelhund var samtidig også logo på de første Giulia vine.

Hmmmmm … forstil dig en smagning i kælderen på Serradenari Società Agricola med lidt gode italienske retter, trøfler og de lækre vine fra Giulia Negri. Det lyder som et sted, der burde komme på ens buketlist over steder, som bør besøges.

Serradenari betyder noget i retning af “spar pengene” eller Sara D’né på italiensk. Navnet går mange hundrede år tilbage, hvor den sorte pest fik vinavlerne i La Morra til at søge langt op i bjergene til det højeste punkt. Og siden 1450 har bjerget således haft navnet Serradenari og er nu en af de mange subzoner/marker i Barolo DOCG appellationen.

Vinene i den virtuelle online-smagning

Jeg havde op til smagningen allieret mig med sønnike, således teknikken med brug af Zoom virkede. Han havde et webcam, som kunne plug’es ind i min computer, således jeg ikke skulle bruge den bærbare eller min iPhone, og dermed kunne jeg gøre mig klar.

Distinto og Guilia havde planlagt, at vi skulle igennem alle Giulias vine, dog undtagen den hvide Chardonnay, som endnu ikke er med i sortimentet hos Distinto. Dermed kom smageprogrammet til at se således ud:

Op til smagningen havde jeg forventningsfuld og spændt med Coravin skænket vinene i 6 glas. En enkelt af vinene havde jeg smagt tidligere, nemlig den 2013 Barolo Serradenari, som jo kick-startede min fascination af Guilia Negris vine. Derfor har jeg på den vin blot linket til min tidligere anmeldelse, mens de andre er til mine noter fra aftenen og fra nogle endda også et par dage efter, bl.a. specielt topvinen Barolo Marassio, som lige skuffende på aftenen, men virkelig åbnede sig et par dage efter.

Vi startede præcis klokken 18.30, hvor Philip fra Distinto indledte med en kort præsentation og så derefter overlod dirigentstokken til Giulia fra hendes vineri i La Morra. Deltagerkredsen bestod af flere kendte navne … Mads fra Højbjerg Vine og René Langdahl Jørgensen fra bl.a. Gastro og selvfølgelig både Philip og Jonas fra Distinto.

Indtrykket

Og hvor gjorde Giulia det godt … meget faglig og velforberedt med et powerpoint-show med info om både Barolo, Serradenari Società Agricola og vinene … og vi kunne afbryde og spørge undervejs.

Vi kom ind på mange områder. Giulia fortalte bl.a. at hun afstilker druerne på alle hendes vine, da hun ikke føler, at man med stilkene i gæringen får det lokale terrior rigtigt frem. Hun fortalte, at de fleste af hendes Nebbiolo druer er Nebbiolo  Lampia, at hun forsøger at begrænset den løbende punch-down, da det altid sætter turbo i gæringen, mens hun ønsker en meget langsom og reduktiv fermentering.

Og så fik vi ikke mindst smagt alle vinene med Giulias kommentarer til produktionen undervejs. Jeg blev igen totalt begejstret for Pinot Nero’en, selvom den endnu i denne årgang 2017 er alt for ung og vil kunne udvikle sig med flere år i kælderen. Derudover blev jeg totalt blæst helt væk af hendes Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, der har samme burgundiske lethed, som hendes Pinot Nero. WAUW.

Jeg fornemmede en smule prop i hendes Barbera d’Alba, men da jeg åbnede flasken helt næste dag, var der ingen tegn herpå og fremstod i stedet frisk, syrlig og streng … den skulle måske bare ha’ tid at åbne sig noget mere.

De 3 Barolo’er er alle syet med samme lette tråd, friske, ren og meget frugtrige med lys frugt og raffinerede tanniner. Topvinen Marassio skildte sig ud ved at være markant anderledes … mere neutral og tilbageholdende i sine aromaer, mere salt, stenet og mineralsk, mens tanninerne også var langt blidere.

Giulia fortalte også selv, at Marassio er anderledes og måske ikke arketypisk Barolo, mere kalket og mere stenet.

Jeg snakkede efterfølgende med Mads fra Højbjerg Vine og han havde samme oplevelse og i smagningen stod som den svageste af Barolo’erne. Heldigvis har jeg efterfølgende smagt Marassio igen … og er totalt vendt rundt på en tallerken. Den er klart mere afdæmpet end Giulias øvrige Barolo’er … men så sart og så elegant, men det er også – indrømmet – en vin, som kræver fordybelse, god tid og samtidig stiller krav til den, som drikker den.

Og så skal den også lige ha’  tid til at åbne sig. Sådan er det jo nogle gange med de bedste vine.

Giulia laver ikke hverken Dolcetto vine eller Arneis … faktisk er hun slet ikke vild med Arneis. Der var en fin spørgelyst og jeg havde også et par afklarende spørgsmål, bl.a. omkring nogle af de vine, som er lavet førend Giulia overtog produktionen.

Konklusion

Fuck en lækker smagning, så først en stor tak til Distinto … og selvfølgelig til aftenens forførerinde Giulia, som på smuk gebrokken italiensk-engelsk bevidste, at hendes vine har en særlig x-faktor med lys, burgundisk virus. Og selv hendes Langhe Nebbiolo og Pinot Nero er intet mindre end out-standing.

Jeg skrev efter til Giulia, om hun måske havde lidt fotos fra hendes vingård og fik en sød mail retur med masser af fotos, så I kan få nogle indtryk fra vingården i Piemonte. En del af disse har jeg spredt i dette indlæg … både af søde Giulia, området og vinkælderen.

Houlberg blev denne aften yderligere Giulia Negri fan … hva’ fan’ sku’ man ellers være?

Andre smagninger

Europamesterskab i tør Riesling … volume II med afstand

Tilbage i september 2018 stod det første store slag, et regulært og autentisk slagsmål og indbydes styrkeprøve i det, som vel bedst kan betegnes som striden om den europæiske trone for bedste tørre vin på Riesling … druernes ukronede dronning.

Jacob aka Mr Ruby var igen In-game Leader .., han stod bag både første runde i 2018 og nu denne revanche, hvor nogle af de tidligere slagne krigere ville ha’ deres ære tilbage.

Der havde modsat andre ridderturneringer ikke været nogle indledende gruppespil eller andet vederstyggelig pjat, for Mr Ruby havde via grundig research fundet frem til de kombattanter, som han formodede ville udgøre en størst trussel mod de vinhus, som i 2018 besteg de 3 øverste trin på sejrsskamlen. De fleste af krigerne var fra samme ædle huse som sidste gang.

Slaget var denne gang reduceret til 12 vellystne amazoner, der – som sidst – kom fra henholdsvis Mosel, Rheingau – de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover også en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe og 3 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig samt 3 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Smagepanelet denne aften bestod udover undertegnede, min vinbuddy Jan, Mr Ruby himself samt vennen Jesper Stig også af en række kunder i Rubys vinforretning, nemlig Peter, Rasmus, Brian, Per, Nikolaj og frue … en masse smukke og vininteresserede mennesker. Samlet var vi 10 personer … helt præcis.

Arenaen for det store slag var Mr Rubys nye lokaler … fantastisk sted, hvor fruen vistnok havde haft en afgørende indflydelse på den sikre stil med et råt og alligevel varmt look.

Mr Ruby havde sørget for, at smagningen kunne ske efter de regler, som sundhedsmyndighederne havde udstukket grundet corona situationen, der også flere gange havde truet afholdelse af blindsmagningen. Det skete heldigvis ikke.

Smagningen

Vi startede aftenen med et glas velkomstbobler … den dejlige 2010 Riesling Cremant Brut fra Weingut Reverchon, som jeg anmeldte for 2-3 uger siden. Herlig start … og vi fik alle hilst på hinanden … sådan lidt på afstand med spark og nik med hovedet. Sjovt.

Derefter gik vi ovenpå, hvor Mr Ruby smukt havde dækket op til blindsmagningen ved 2 borde og store afstande mellem hver plads. Vi satte os til bords … eller rettere sagt, så gik vi nedenunder, mens Jakob med de tildækkede flasker så hældte 1. sæt i vores glas og hidkaldte os fluks han havde klaret denne første del. Og efter en velkomst fra selvsamme, så gik vi i gang.

Vinene blev serveret blindt i 4 sæt … med 4 vine i hvert sæt. På en liste kunne vi se, hvilke vine vi skulle igennem, men spørgsmålet var blot, hvilke vine smagte vi hvornår?

Vi var generelt meget enige om niveauet og ratingen af de fleste af vinene med små variationer, dog måske lige undtagen Peter, som havde større diversitet i sine bedømmelser. Men alle havde klare meninger om vinene, selvom ping-pong’en mellem os alle måske blev lidt mindre med den større afstand, men det blev bedre i løbet af aftenen … faktisk synkron med, at der kom flere og flere vine i glasset. Sådan skal det være.

Først da vi var igennem alle 4 sæt, så blev flaskerne afsløret én efter én. Der var overraskelser for alle omkring bordet, for alle deltagere havde optimistisk forsøgt at pin-pointe, hvilke vine de smagte i rækkefølgen af de 12 vine.

Det blev helt klart 2017 Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Von Winning i Pfalz, der blev Europamester i tør Riesling. Den havde alle også givet deres bedste karakter, så der var slet ingen slinger i valsen omkring den bedømmelse. Jeg havde også selv givet vinen højeste score denne aften. Som sidst får vinen – der Meister – en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus.

På andenpladsen kom den østrigske storvin Riesling Unendlich Smaragd fra Weingut F.X. Pichler … kun lige et mulehår fra franske Riesling Clos Häuserer fra Domaine Zind-Humbrecht. Og i det hele taget klare de 3 alsaciske vine sig ret godt og Frankrig blev – målt på lande – bedste land målt på gennemsnitlig score med 93,4 point efterfulgt af Østrig med 92,8 og Tyskland med 92,4 point.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke, men skal selvfølgelig nok i den kommende uge linke op til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev igen en rigtig fin aften … og selvom – eller måske netop fordi – det var i en corona-tid, så var det rart at mødes og drikke god vine med andre vinnørder i real life. Og så er det altid enestående at smage 12 topvine på Riesling i streg, så stor tak til Jacob for initiativet og arbejdet med rammerne til aftenen.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen.

Andre smagninger

Houlberg til Languedoc smagning … i Frankrigs største vinområde

Vinimperiet afholdte forleden en ren Languedoc vinsmagning som en reaktion på en smagning afholdt af Jyllandsposten, hvor vinene i mange forskellige prisklasser blev sammenlignet. Nu havde Bjarne fra Vinimperiet besluttet at lave en tilsvarende smagning med Languedoc vine i nogenlunde samme prisklasse … selvfølgelig serveret blindt.

Jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten … klar til at blindsmage og rate 14 forskellige Languedoc vine, hvor de fleste var enten økologiske eller biodynamiske og halvdelen fra Vinimperiets eget sortiment indenfor denne gruppe.

Lidt om Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrigs allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon sælges i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne samt en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône regionen.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

Languedoc blindsmagningen

Aftenens vinsmagning omfattede alene vine fra Languedoc – og altså ikke Roussillon – fordelt på områder som Fitou, Minervois, Minervois La Liviniere, Corbières, Faugères samt Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup … og i helt tilfældig rækkefølge.

Jeg havde – som altid fornuftigt – taget bussen ind til Underværket, hvor Vinimperiet holder til og arriverede nærmest på slaget 19.00 Bjarne havde gjort klar til smagningen med respekt af Covid-19 reglerne om afstand til hinanden mm. Alt i skønneste orden.

Vi var samlet beskedne 8 deltagere, som – med afstand – hilste på hinanden og gjorde klar til smagningen. Men inden vi lagde fra land med Languedoc vinene, så skulle vi lige ha’ renset munden og varmet smagsløgene op. Det skulle ikke ske med Languedoc vin, men lidt vin fra Sydvestfrankrig … en 2018 Domaine de Lafage, Le Petit, som er en sjov lille blanding på Syrah og Gamay.

Men derefter gik det afsted i raske skridt med de 14 vine i denne rækkefølge, som dog først blev afsløret efter den sidste vin:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Men hvor var det et interessant felt … det er ikke hver dag, at man smager så mange Languedoc vine på én gang og endda med så mange økologiske og biodynamiske.

De 14 vine havde mange lighedstræk … dog med store variationer, men de var også gennemgående på nogle af de samme druesorter som Syrah, Grenache, Mourvédre, Carignan og Cinsault.

Konklusion

Jeg ved ikke, hvordan det samlede resultat endte, men i min bog var de bedste vine klart de to vine fra Domaine Zélige-Caravent samt en Fitou 20 de Terre fra Domaine La Garrigo, mens en Pif Not Dead Nouveau fra Les Sabots d’Hélène var et glædelig gensyn … og samtidig eneste vin, jeg havde smagt tidligere.

En af de vine, som Jyllandsposten havde givet 92 point eller 5/6 i deres test … en Minervois L’O de la Vie fra Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot havde jeg som aftenens svageste vin pga. alt for megen bamsefar, marmelade og frugtbombe, mens andre af de deltagende elskede vinen … men sådan er vi alle forskellige.

Et stort tak til Bjarne aka Vinimperiet for en dejlig smagning … på en ellers dødsyg tirsdag midt i en Corona-tid.

Andre smagninger

Houlberg til Distinto branchesmagning … en eftermiddag med alt for lækker vin

Jeres flittige vinblogger var forleden som et wildcard inviteret til Distintos store branchesmagning på Restaurant Domestic i Aarhus … et lille eksklusivt arrangement for folk i vinbranchen.

Jeg havde ikke kunnet sige nej … og gud ske tak og lov for det, for Distinto havde taget ikke mindre end 73 forskellige lækre vine med til smagningen. For Houlberg føltes det som at være 10 år og være sluppet løs i en legetøjforretning … så meget at se og smage … men alt for lidt tid … og så på en mandag eftermiddag.

Der var ikke overcrowded, men jeg rendte fluks ind i Mads Thorlann fra Højbjerg Vine. Vi har drukket vin sammen ved flere lejligheder og han elsker – som mig og en bunke andre vinnørder – specielt de italienske vine fra Barolo. Vi fik en hyggelig snak om vin.

Det svære var at vælge, hvilke vine jeg skulle smage. Jeg var kørende, og skulle jo spytte ud, men det ryger jo altid et par dråber ned, så derfor var det vigtigt at vælge omhyggeligt. Jeg tog den lidt afslappet og valgte de vine, som jeg bare helst ville smage … sådan en smule nonchalant af en ellers normalt jordbunden jysk vinblogger.

Men det gjorde, at jeg samlet smagte 17 vine eller blot beskedne 23% af samtlige vine. Men sikke nogle vine jeg smagte, nemlig disse:

WAUW sikke en felt, hvor ikke én eneste vin ikke imponerede, selvom der selvfølgelig var nogle, som bare var bedre end andre. Det absolutte toppunkt for mig var klart en 2006 Barolo Cerequio fra Michele Chiarlo med en 2010 Camerano, Barolo Cannubi San Lorenzo i haserne tæt efter.

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser af vinhusene og anmeldelser af vinene. Det var en seriøs, sej, konge walkaround smagning med masser af perler. Det var fedt at få lov at smage vine fra sådan et felt.

Så stor tak til Jonas og Philip fra Distinto … You Guys Rock.

Andre smagninger, Restauranter & vinbarer

Winemaker’s Dinner på Funder’s Restaurant

Jeres flittige vinblogger var forleden så heldig at blive inviteret af Jysk Vin til en lille, eksklusiv Winemaker’s Dinner på det nyåbnede Funder’s Restaurant i Randers. En lille hyggelig aften med fokus på vine fra primært Galicien i Spanien og Chianti i Italien.

Den lille Winemaker’s Dinner var lavet som et lille forspil eller en optakt til Jysk Vins store, traditionelle vinfestival, som skulle finde sted et par dage efter. Ved disse vinfestivaler kommer der normalt repræsentanter fra de deltagerende vinhuse og Jysk Vin havde så lokket et par af dem til at komme et par dage før.

Fra Spanien var det vinagenten Manuel Lopez, som repræsenterede flere vinhuse, nemlig cavahuset Ramon Canals i Catalonien, Bodegas Godeval og Ramón do Casar i Galicien. Og fra Italien var det den charmerende Frederica Mascheroni Stianti, der fra vinfamilien i Chianti havde taget turen til Danmark.

Funder’s Restaurant drives af Briand Funder, som tidligere drev den legendariske Marie Grubbe på Tjele Gods. Det er ganske vist en del år siden, men det var præcis og netop på Marie Grubbe, at jeres flittige vinblogger fik én af sine første store gastronomiske oplevelser.

Den nye Funder’s Restaurant ligger sammen med Randers Golfklub og Briand har forpagtet stedets restaurant sammen med kokken Søren Madsen, som har en solid brancheerfaring som kok og køkkenchef fra forskellige restauranter i Århus.

Denne aftenen havde de to kokke forberedt en menu, som var afstemt med vinene … en 5 retters menu suppleret med en lille appetizer og lidt sødt til kaffen bagefter. Menuen så sådan ud:

Og sikke et festfyrværkeri af en menu, men det vender jeg fluks tilbage til, for inden vi gik i krig, så bød først Briand Funder os alle vekommen suppleret med en velkomst fra Flemming fra Jysk Vin … og så kom der ellers bobler i glasset.

Boblerne blev efterfulgt af aftenens første servering;

Appetizers – kammusling – laks – brandade med torsk

Appetizeren var virkelig lækker … kammuslingen var krydret med lidt tørret citron, som klædte marinerede musling. Laksen var lige røget og serveret med lidt creme, men specielt den sidste brandada med torsk og lidt jordstokker i begejstrede mig.

Som velkomst og til at følge appetizerne fik vi serveret et glas spansk cava fra cavahuset Ramon Canals … en 2017 Mont Paral Cava og det var samtidig en lille fin start med lidt sødme, som klædte de 3 x fisk.

Kulmule – lime – sød kartoffel – grøn mayo

Derefter gik vi i gang med den egentlige programsatte 5-retters menu, hvor første servering var en lille og totalt velsmagende ret med kulmule, som blev serveret som en ceviche, hvor kulmulen blot var marineret kort i lidt limesaft … WAUW.

Sammen med en grøn mayo og lidt sødme fra en lille sweet potato aka sød kartoffel gik det op i en højere enhed. Og til at følge den til dørs smagte vi en lækker 2018 Godello vin fra vinhuset Bodegas Godeval. Det er en vin, som jeg har smagt og skrevet om før på bloggen, så jeg har linket til min tidligere anmeldelse.

Manuel Lopez fortalte mellem retterne om de hvide vine … både om vinhusene, de smagte vine og druerne, som vinene er lavet på og naturlig med herlig spansk accent … elsker det sprog.

Tomatsuppe – frisk ost – basilikum-is – frisk trøffel

Funder havde netop fået lidt friske, sorte trøfler og det skulle vi selvfølgelig nyde godt af. Han havde derfor komponeret et lille ret med tomatsuppe, som blev hældt rundt om en slags is lavet med basilikum … og så blev der så drysset revet trøffel over.

Igen en toplækker ret, som modigt blev parret med en hvidvin … en spændende sag fra vinhuset Ramón do Casar og lavet på den noget ukendte Treixadura drue … igen en vin, som jeg har skrevet om tidligere og kaldt en lille genistreg.

Grillet andelever – korn – svampe – druer

Derefter stod aftenen på rødvine fra Castello di Volpaia og vi startede med en Chianti Classico, som Funder havde parret sammen med en mørk og kraftig ret … andelever ovenpå korn. I dette tilfælde var andeleveren først marineret i Sauterne, mens kornene bestod af kogte speltkerner og så suppleret med lidt svampe og druer.

Frederica Mascheroni Stianti fra Castello di Volpaia fortalte også løbende om de vine, som kommer fra hendes families vingård, der netop ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti.

Iberico kæber – selleri – skalotter – bær – sky

Næste ret bragte minder til Funders gamle restaurant Marie Grubbe på Tjele Gods, hvor jeg – for efterhånden herrens mange år siden – deltog i en vildtaften med masser af mørke og tunge vildtretter.

Denne ret var nemlig også en meget mættende og yderst smagfuld ret lavet på svinekæber fra spanske, agern fodrede Iberico grise, her serveret med lidt sellericreme, en mørk gulerod, stegte skalotteløg, en indkogt sky og drys med … lakridspulver mener jeg nok.

Det var en ret, som krævede sin vin, men det løste Volpaias Chianti Classico Riserva helt perfekt. Det var den vin, som i 2018 kom på Winespectators Top 100 liste i en årgang 2015. Vi smagte vinen i årgang 2016 og den havde jeg smagt tidligere … lækker vin.

Ananas – french toast – vaniljeis – brunsviger

Nu var det ikke fordi, at sulten efterhånden var særlig stor … vel snarere tværtom, men lidt dessert er der jo altid plads til. Det blev løst med en sjov lille anretning med en stegt ananas ovenpå en french toast og lidt vaniljeis ovenpå lidt crumble.

I midten var der så en brunsviger … eller rettere en lang tynd streg med smag som en brunsviger, hvilket på den vinøse front blev fulgt flot til dørs af en sød Vinsanto del Chianti Classico fra Castello di Volpaia … dessertvin lavet på Trebbiano og Malvasia druer.

Jeg havde smagt 3 af aftenens 6 vine før … så linkene ovenover er både til beskrivelser og anmeldelser fra tidligere samt fra aftenen for de øvrige.

Kaffe, sødt og en lille grappa

Aftenen sluttede helt perfekt med lidt sødt og en god kop stempelkande kaffe suppleret med et lille glas grappa. Det var en forrygende aften og det er vist sikkert at sige, at Funder er tilbage, så min bedste anbefaling herfra. Og samtidig et stort tak til Flemming og Henrik fra Jysk Vin for invitationen.

Andre smagninger

Weingut Sohns smagning … et glædelig gensyn & nu tilgængelig herhjemme

I 2017 var jeres flittige vinblogger på et roadtrip i Rheingau og besøgte bl.a. Weingut Sohns … efter anbefaling fra både Balthasar Ress samt Chat Sauvage. Det blev også et ganske fremragende besøg, hvor husets vine virkelig overraskede meget positivt.

Så da den gode Frits fra Winelovers.dk ledte efter små uopdagede producenter, så var jeg ikke sen til at anbefale Weingut Sohns, hvis vine jeg aldrig er stødt på herhjemme. Og Frits er en handlingens mand, så nu importerer han et udvalg af 7 vine fra det lille hus tæt ved Geisenheim i Rheingau.

Derfor har jeg nu fået disse 7 vine til test samt et par ekstra, som dog ikke importeres. Og det er således et glædeligt gensyn og den flittige vinblogger har derfor nu lavet en lille særsmagning … 11 vine fra Weingut Sohns og mit smil er nu bredt og glad.

Historien

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Denne særsmagning

Winelovers.dk har – meget fornuftigt – valgt import af 6 af de bedste tørre vine på Riesling samt en enkelt top Spätburgunder. De fleste af Sohns vine kommer i den smukke, gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på halsen af flasken. Den blev egentlig indført for at tilføre Rheingau vinene deres egen særkende, men den ses imidlertid ikke ret tit … og selv Weingut Sohns er også begyndt at afvige fra dette … katastrofe.

Jeg anbefalede Frits fra Winelovers.dk, at købe ældste årgange af Riesling vinene, både fordi Riesling jo ældes smukt, men også fordi, at Sohns der endnu anvendte Rheingauer Flöte flasken, som vel egentlig gør vinoplevelse en tak større. Selv min frue er vild med Rheingauer Flöte og beder mig tit om at gemme flasken.

Jeg vil også vædde en 10’er på, at dine gæster vil bemærke flasken, hvis den sættes på bordet til en hyggelig komsammen. Det er lidt en skam, at flasken ikke er mere udbredt i Rheingau.

Nå, men denne lille særsmagning af Sohns dejlige vine byder på følgende smageprogram:

Alle de vine, som er markeret med en * stjerne, er de vine, som Winelovers.dk importerer.

Og lad mig afsløre med det samme … min første begejstring for vinene fra Weingut Sohns holder. De leverer sgu varen og samtidig fortsat til fornuftige priser, selv efter transport og diverse udgifter i forbindelse med importen.

Weingut Sohns vinene er totalt oversete … og bør blive en bestseller for Winelovers.dk … jeg er fortsat fan.

Andre smagninger

Houlberg smager en håndfuld vine fra sydafrikanske Babylonstoren

På adressen Klapmuts Simondium Road lidt udenfor den lille by Simondium omkring 15 kilometer nordøst for Stellenbosch finder vi det 5 stjernede hotel … øhhh store resort Babylonstoren med både hotel, hytter, 3 restauranter, en stor park, spa, pool samt et vineri.

Selve vinhuset Babylonstoren er forholdsvis nyt … alene startet i 2011 og drives af de unge, smukke vinmager Charl Coetzee og den mere erfarne ønolog Klaas Stoffberg. Det ligger i selve Simonsberg-Paarl regionen i Western Cape i Sydafrika omgivet af de imposante Drakenstein bjerge … og et område, som er betydelig varmere end Stellenbosch.

Inden Charl Coetzee kom til Babylonstoren havde hun lavet vin i omkring 8 år, bl.a. hos to vinhuse i Stellenbosch og havde derudover fået erfaringer fra ophold i både Europa og New Zealand.

Historien om Babylonstoren

Babylonstoren farmen stammer helt tilbage fra 1692, hvor den daværende gård med tilhørende jord blev tildelt til Pieter van der Byl af den daværende guvernør Simon van der Stel.  Det var Peter van der Byl, som plantede de første vinstokke på jorden og byggede kanaler til kunstvanding af markerne.

Den nuværende hovedbygning stammer tilbage fra 1777 … en virkelig smuk ejendom bygget i den typiske hollandske stil, som vi også kender fra mange af de andre, historiske vingårde i Sydafrika, mens fx det skæve klokketårn Dovecote og de historiske porte kan dateres tilbage til 1750’erne.

I dag er den nedlagte kostald omdannet til restaurant, og der er nybygget flere boliger, men alle i den oprindelige stil for at sikre en sammenhæng til den oprindelige arkitektur.

Haven på Babylonstoren stammer også tilbage fra 1600-tallet og har mere end 300 sorter af planter, som enten er spiselige eller har en medicinsk værdi. Haven er fortsat i dag en af Babylonstorens store attraktioner og besøges årligt at tusinde mennesker.

Efter Peter van der Byl har Babylonstoren mange forskellige ejere, men da ejeren Dirk Hamman i 1844 gikkonkurs, så gik ejendommen på tvangsauktion og blev så overtaget af Johannes Wynand Louw. Gennem mange generationer har det været Louw familien, som både har drevet og udviklet Babylonstoren videre.

Fx var Johannes Wynand Louws søn Adriaan Jacobus Louw også bestyrelsesformand og  initiativtager til oprettelsen af kooperativet Drakenstein Koöperatiewe Wynkelder, som Babylonstoren også dengang begyndte at levere druer til.

Det sluttede dog i 1979, hvor hvorefter druerne i stedet blev leveret til store Nederburg cellar i Paarl … og det fortsatte man således med indtil 2011, hvor vingården/resortet begyndte at lave egne vine.

Louw familiens ejerskab endte i 2004, hvor David Louw døde, så i dag ejes Babylonstoren af det sydafrikanske millionær Koos Bekker, som har tjent en formue på mediegruppen Naspers, der opererer i 130 lande og er noteret på børserne i London og Johannesburg. Koos er endda med på Forbes liste over verdens rigeste.

Han skulle – efter sigende – i 2019 have en formue på 2,3 milliarder dollars … og det er da en pæn slat.

Vinhuset og vinene

Det betyder også, at intet er sparet i genopbygning Babylonstoren og etableringen af vinhuset. Der er investeret i et state-of-the-art vineri, som skal lave vinene fra husets 88 hektar vinmarker.

De højest beliggende marker ligger i 600 meters højde og der dyrkes 13 forskellige druesorter og på de højeste beliggende marker er der selvfølgelig Chardonnay og Pinot Noir.

Babylonstorens logo er en pibe, en blomst og en fugl … hvor piben repræsenterer bonden, blomsten Babylonstorens fantastiske have og fugl den enestående natur i området. Og det er også fundamentet i vinene fra Babylonstoren ifølge Charl Coetzee.

Jeg har smagt et udvalg af vinene fra Babylonstoren, nemlig disse:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og som I kan se på billedet ovenover, så laver Babylonstoren også både te, olivenolie … og derudover stearinlys, chokolade, sæbe, gardiner, bøger samt boligtekstiler m.v., så det er samlet en stor historie.

Konklusion

Der er ofret mange penge i Babylonstoren projektet og på at lave masser af spændende vine. Nu er det selvfølgelig ikke altid penge, som er ensbetydende med gode vine, men vinhuset er kommet godt fra land, hvilket specielt deres Chardonnay samt den Bordeaux inspirerede Nebukadnesar klart vidner om … og specielt sidstnævnte imponerede denne vinblogger.

Andre smagninger

Houlberg tester Sidewood Estate vine … præmieret koldklima vinhus i Adelaide Hills

Jeg har fået en røvfuld vine til test fra det præmierede vinhus Sidewood Estate … lidt en hasteopgave med ikke mindre end 10 vine samt 2 små ciders. Men den flittige vinblogger er jo flittig, så han har taget glasset i den anden hånd og gået til opgaven med sædvanlig ildhu. En lille smagning bare med mig selv, som det bedst mulige selskab. Man må jo nøjes.

Sidewood Estate ligger i Onkaparinga dalen … et koldklima område lidt øst for Adelaide i Adelaide Hills området. Vinhuset er ungt …  grundlagt i 2004 af parret Owen og Cassandra Inglis.

De har samlet 91 hektar vinmarker på forskellige lokationer i området, hvilket udover vingården i Onkaparinga også omfatter områderne ved Echunga, Nairne og Verdun.

I Verdun har de deres store Verdun vinmark og der opdrætter de også fuldblods væddeløbsheste og har i øjeblikket omkring 40 af slagsen. I Echunga ligger husets Ironstone mark og i Onkaparinga deres Mappinga og Oakbank marker.

Vinene laves i et samarbejde mellem Owen og Cassandra Inglis samt vinmagere Darryl Catlin, mens ansvaret for markarbejdet er lagt i hænderne på Mark Vella og Peter McIntyre. Sammen producerer de årligt omkring 600.000 flasker vin, som er fordelt på en lang række vine … men dem skal jeg nok vende tilbage til.

Vinproduktionen sker i dag deres topmoderne vineri, som ligger i Nairne. Vineriet købte de i 2014 og ægteparret har fyldt det med state-of-the-art udstyr til fremstillingen af vinene og derudover har de investeret i de bedste maskiner til at passe og høste druerne i markerne.

Og Sidewood Estate har siden etableringen fået masser af roser og gode anmeldelser. De har fx allerede opnået den eftertragtede 5 røde stjerner tildeling fra James Halliday og i 2016 blev de også kåret som det største øko-venlige vinhus i Adelaide Hills. Senest har en række af vinene fra Sidewood også opnået guldmedaljer ved den store International Wine Awards 2019 i Spanien … og deres mousserende vin Isabella Rosé endda for 4. år i streg.

Udover vinproduktionen er Sidewood også startet med en mindre produktion af cider, hvor æblerne købes fra en række frugtavlere og laves på husets moderne vineri, som også kan håndtere denne produktion.

Smagningen

De 10 vine, som jeg tester for Winelovers.dk er disse:

Derudover har jeg også smagt de to små 25 cl. flasker med cider – en på æbler og en på pærer. Dem vil jeg undlade at anmelde, for det har jeg vist ikke den store erfaring med. De smager meget anderledes end det cider, som jeg tidligere har smagt, for de er mere syrlige.

Men de små flasker er egentlig ganske sjove at servere efter en seriøs smagning af 10 vine fra vinhuset … en slags mundrensere.

Anmeldelserne og beskrivelserne af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Konklusion

Men jeg kan allerede nu konkludere, at Sidewood Estate er endnu et godt bevis på, at australierne kan lave andet en fed, marmeladetung Shiraz. Vinene er klart mere europæiske i stilen, og jeg måtte sgu op med en del fede houlbergske tomler.

Bevares, priserne er også i den pæne ende, men faktisk meget rimelige i sammenligning med fx et vinhus som Mollydooker, hvor vinene er langt mere ekstraherede og marmeladetunge. Her vil jeg til enhver tid foretrække Sidewood … men det kan du jo læse om i anmeldelserne af vinene.