Næste vin i glasset var også en genganger fra europamester smagningen i 2018, nemlig en Bremmer Calmont Fachkaul Riesling Großes Gewächs fra Weingut Franzen. Sidst var det 2016, men denne gang altså også årgangen nyere.
I indlægget omkring 2016’eren kan I læse mere om vinhuset og specielt Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader. At marken i dag eksisterer, kan i høj grad tilskrives Franzen, som genplantede marken og etablerede en fin Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.
Denne Bremmer Calmont Fachkaul Riesling Großes Gewächs er Franzens topvin og lavet med druer fra Fachkaul delen af marken Bremmer Calmont … den absolut mest stejle del af marken.Vinen er gæret på druernes naturlige gærceller og vinen har modnet på stål … ingen træ til at forstyrre de fine nuancer. Der er omkring 7 gram restsukker pr. liter.
Der fornemmes mere dybde og bund end hos forrige, men også grønne urter og en kende mere sødme, blomster, blomsterstilke, lidt eksotisk frugter, fersken, mirabeller, nedfaldsæbler, røg og så nogle mineralske, stenede, tørre og støvede noter.
I munden er har vinen krop og fylde, krydret, svagt olieret med en syre, der er dybere og mørkere end den første vin. Det er lækkert rundt og smagfuldt, syren, citroner og lidt sødme giver sammen en god harmoni, meget levende og sprød med en lille kant. Der er slet ingen tvivl om, at dette er Riesling på eliteplan … en spændstig og adræt gymnast, som skal have nogle flere år for de helt store saltomortaler.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.